USA/T-bond: Forsigtige rentefald på handelsskepsis
Efter en forlænget weekend, da obligationsmarkedet i USA mandag var lukket på grund af Veterans' Day, faldt renterne tirsdag, da investorerne på lidt fornyet handelsskepsis - ligesom mandag - købte lidt mere ind i obligationer.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med 3 basispoint til 1,91 pct. Det var samtidig 3 basispoint under niveauet, da det danske obligationsmarked lukkede.
I løbet af tirsdagen vekslede den tiårige rente mellem 1,91 og 1,96 pct.
Renten på den kortere toårige amerikanske statsobligation faldt samtidig med godt 2 basispunkter til 1,65 pct.
- Der kommer nogle små korrektioner i renten, efter at bevægelsen er gået rigtigt hurtigt opad. Det er ikke udtryk for at nogle bliver bange. Investorerne tager aktier af på gevinster denne tirsdag, og måske nogle køber ind på en attraktiv rente i stedet, kommenterer seniorstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen.
I USA var de amerikanske aktier tidligt tirsdag pænt oppe, men faldt noget tilbage senere, selv om de stadig gik frem, da USA's præsident Donald Trump - mod forhåbningerne - i en tale ikke havde nyt og positivt at sige om handelsforhandlingerne med Kina.
- Ingen har dog lyst til at kampsælge obligationerne, for det er gået hurtigt allerede. Der er nok også lidt efterslæb fra mandag, hvor markederne var lukkede.
Mandag faldt aktierne i USA en smule tilbage, da investorerne fordøjede den senere tids stigninger sammen med weekendens melding fra netop Donald Trump om, at han kun vil indgå den "rette" aftale med Kina.
/ritzau/FINANS
Tags: Bonds❯ Market Close❯ USA❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›