USA/T-bond: Investorer søgte ly i obligationer og sendte renterne ned

Udgivet den 02-10-2024  |  kl. 06:32  |  

En optrapning af konflikten i Mellemøsten - i kombination med svage nøgletal fra den amerikanske industri og lave inflationsmålinger i Europa - sendte tirsdag de amerikanske markedsrenter nedad, da investorerne søgte ly i obligationsmarkedet.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med 5 basispoint til 3,73 pct.

I løbet af tirsdagen svingede den tiårige rente mellem 3,69 og 3,79 pct.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligation så samtidig sin rente dale med 4 basispoint til 3,61 pct.

Onsdag morgen er den tiårige rente kravlet op i 3,74 pct. Det er 3 basispoint højere end ved dansk lukketid tirsdag.

Den toårige rente er fortsat 3,61 pct. i den asiatiske handelssession onsdag morgen.

Tirsdag var fokus hos investorerne først og fremmest på, at Israel sendte landtropper ind i det sydlige Libanon i kamp mod Hizbollah, og senere på, at Iran efter optrapningerne sendte omtrent 180 missiler mod Israel.

- Renterne falder tilbage. Jerome Powell var ude og tale om at sænke renten, men ikke så hurtigt. Vi har fået lave inflationsdata fra Europa. På marginalen trækker det også ned. Udover det er der også flugt mod sikkerhed på grund af optrapningen af konflikten i Mellemøsten. En tirsdag som denne er det en rygmarvsreaktion, siger investeringsstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen til MarketWire.

Mandag var meldingen i en tale fra centralbankformand Jerome Powell, at Federal Reserves ledelse ikke har travlt med at sænke renten, og at renten "over tid" vil bevæge sig "mod neutral".

Tirsdag fik investorerne også sat en tyk streg under, at inflationen i eurozonen er aftagende, da den for første gang i tre år faldt under 2,0 pct., da den i september aftog fra 2,2 til 1,8 pct. Kerneinflationen er dog stadig i 2,7 pct. over Den Europæiske Centralbanks mål på 2,0 pct.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Seneste nyheder