USA/T-bond: Obligationsmarkeder var lukkede mandag
De amerikanske obligationsmarkeder holdt mandag lukket på grund af Columbus Day. Obligationshandlerne kunne derfor holde ekstra lang weekend efter en hård uge, hvor de amerikanske renter steg, og obligationskurserne faldt, da risikoappetitten steg på forbrødring i handelskrigen mellem USA og Kina.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg fredag med 6 basispoint til 1,73 pct., da investorerne fejrede den delaftale i handelsstriden, som USA's præsident Donald Trump annoncerede sent fredag aften. Gennem ugen steg renten med hele 20 basispoint fra 1,53 pct. forrige fredag.
Renten på den toneangivende toårige amerikanske statsobligation gik fredag også op med 5 basispunkter til 1,60 pct. Over ugen blev det til et plus på den rente på 19 punkter fra 1,41 pct. fredagen før.
Gennem sidste uge stejlede rentekurven på den baggrund med 1 basispoint til knap 13 basispoint.
Rentekurven, forskellen på renten mellem den tiårige og den toårige statsobligation i USA, følges tæt af investorer og økonomer, da den gennem de seneste 50 år - syv gange i alt - har forvarslet en recession i amerikansk økonomi ved at vende rundt, eller gå i minus, således at den toårige rente har ligget over den tiårige.
Ved årets start lå rentekurven i 19 basispunkter, mens den ved udgangen af 2017 lå i 52 basispunkter og 125 basispoint året før det.
/ritzau/FINANS