USA/T-bond: Rentecomeback trods aktieudsalg

Udgivet den 29-10-2020  |  kl. 06:32  |  

Trods stort pres på udgangen i aktiemarkedet, så var der ikke samme trængsel på vej ind i det sikre obligationsmarked i USA.

Jo, renterne faldt indledningsvist pænt i den lange ende, men udviklingen vendte og det sluttede faktisk onsdag med en lille stigning i renten.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg marginalt til 0,77 pct. Henover onsdagen var den tiårige rente dog nede i 0,74 pct., inden den kravlede op i 0,78 pct.

Torsdag morgen øger renten på den tiårige T-bond til 0,78 pct. på markedet i Tokyo.

Det er 1 basispoint højere, end da obligationsmarkedet i Danmark lukkede onsdag.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente endte uændret onsdag i 0,15 pct.

Torsdag morgen oppebærer den toårige T-bond fortsat en rente på knap 0,15 pct. i Tokyo.

Temaet onsdag var ellers de rekordstore smittetal i USA, hvor tirsdagen bød på 74.000 nye tilfælde, mens der gennem den seneste uge er konstateret 500.000 nye smittede i alt.

Det kan betyde, at der venter flere nedlukninger forude, hvilket jo ikke er godt for økonomien.

- Bevægelsen er anæmisk. Renterne er stort set uændrede. Det skyldes udbuddet. Der vil komme en masse udbud, uanset om Trump eller Biden vinder. Der vil komme stimulus, siger Andrew Brenner, chef for renteinvesteringer hos Natalliance Securities, til Reuters.

Øget udbud af nye statsobligationer, eksempelvis for at finansiere en ny hjælpepakke, tjener alt andet lige til at presse kurserne ned, og så stiger de effektive renter omvendt.

Øgede nedlukninger kan øge presset på politikerne for at blive enige om en endnu større hjælpepakke til USA's økonomi, og det kan løfte vækstudsigterne på længere sigt og dermed også de langsigtede inflationsforventninger.

- Når man ser stigende antal smittetilfælde og reduktion i aktiviteten på tværs af landet, så oversættes det direkte til en påvirkning af BNP-væksten, siger Phil Toews, administrerende direktør i Toews Corp, til Bloomberg News.

- Manglen på finansiel stimulus betyder, at arbejdsløse folk, der var i stand til at købe ting, ikke længere kan det.

I forbindelse med den seneste hjælpepakke, som politikerne i Washington vedtog i foråret, blev der sendt en check til alle amerikanske husstande, "helikopterpenge", mens den ugentlige understøttelse til ledige var forhøjet med 600 dollar. Den støtte udløb dog med udgangen af juli.

Det er dog ikke lykkedes Demokraterne og Republikanerne at blive enige om en ny hjælpepakke til økonomien, og det er ikke sandsynligt, at den kommer før præsidentvalget på tirsdag, da Senatet er sendt på ferie.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Relaterede nyheder