USA/T-bond: Rentefald efter handelsaftale og svage producentpriser

Udgivet den 15-01-2020  |  kl. 22:13  |  

De amerikanske obligationsrenter faldt onsdag, hvor investorerne ellers endelig kunne glæde sig over en underskreven handelsaftale mellem Kina og USA. Nu ses der imidlertid frem mod en længere periode uden nye forbedringer i forholdet, og samtidig skuffede onsdagens nøgletal for udviklingen i producentpriserne.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med 3 basispoint til 1,78 pct. Det var 1 basispoint under renten, da det danske obligationsmarked lukkede. I løbet af onsdagen svingede den tiårige rente mellem 1,78 og 1,82 pct.

Renten på den kortere toårige amerikanske statsobligation faldt desuden 1 basispunkt til 1,56 pct.

I det Hvide Hus i Washington blev handelsaftalen, fase 1, mellem Kina og USA onsdag underskrevet. Godt nyt. Præsident Donald Trump fik dog også slået fast, at der ikke er udsigt til yderligere tilbagerulning i toldkrigen før engang efter præsidentvalget i USA til november, og det holdt begejstringen tilbage. Derfor var der stadig appetit på obligationer, hvorfor kurserne steg, og de effektive renter faldt.

- Denne annoncering flyttede handelsområdet en smule højere, men det er ikke årsag til et udbrud for renterne, sagde Michael Lorizio, senior rentehandler hos Manulife Investment Management, til Reuters.

Der var også lidt nøgletalsskuffelse til at lægge pres på renterne, især i den lange og inflationsfokuserede ende, da de amerikanske producentpriser i december alene steg med 0,1 pct. på månedsbasis mod ventede, ifølge Bloomberg News, 0,2 pct.

Omvendt steg erhvervstilliden i New York-regionen, målt ved Empire State Manufacturing-indekset, i januar til 4,8 fra 3,3 måneden før og mod et spået indeks på 3,6 blandt økonomerne.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Relaterede nyheder