USA/T-bond: Rentekurven løftede sig lidt tirsdag

Udgivet den 28-08-2024  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske renter flyttede sig ikke alverden tirsdag, men det blev dog til et mindre fald i den korte ende af kurven og et mindre plus i den lange ende, og derfor løftede rentekurven sig lidt.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg med knap 1 basispoint til 3,82 pct. Henover tirsdagen blev den tiårige rente handlet i et interval mellem 3,80 og 3,87 pct.

Onsdag morgen er renten på den tiårige T-bond 3,83 pct., hvilket er 1 basispoint lavere, end da obligationsmarkedet i Danmark lukkede tirsdag.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente faldt med 4 basispoint til 3,90 pct.

Onsdag morgen er renten på her 3,91 pct.

Der var stor efterspørgsel efter den nye toårige T-bond, der tirsdag blev introduceret og efterfølgende blev handlet med en præmie i forhold til den eksisterende toårige obligation, hvilket betyder en lavere rente på det nye papir end på det gamle.

Tirsdag bød på en opgørelse over forbrugertilliden i august, og den steg lidt mere end ventet, men underliggende udtrykte forbrugerne over for Conference Board øget bekymring for jobsituationen - både nu og på seks måneders sigt. Det flugter med, at ledigheden i juli tikkede op til 4,3 pct. fra 4,1 pct., og med at centralbankens chef, Jerome Powell, fredag i en tale signalerede rentesænkninger og dermed et fokusskifte fra inflationskamp til en sikring af arbejdsmarkedet.

Tirsdagens auktion over nye toårige statslån for 69 mia. dollar blev gennemført med en lidt lavere rente end i markedet lige før, hvilket vidnede om solid efterspørgsel og kan pege frem mod yderligere fald i de korte renter.

- Auktionen taler for, at den toårige rente skal falde. Desuden har vi efterveer fra Jerome Powells tale, da han vil sænke renten og fokusere på at sikre jobmarkedet. I målingen af forbrugertilliden kunne man også tirsdag se, at amerikanerne nu er mere bekymrede for jobsituationen, siger Lars Skovgaard Andersen, der er investeringsstrateg i Danske Bank, til MarketWire.

- Lægger man de ting sammen, så falder den korte ende på udsigten til en lavere centralbankrente, mens den lange ende af kurven holdes oppe af, at økonomien kan få lidt hjælp af en sænket rente, fortsætter han.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Seneste nyheder

17:54 Europa/lukning: Danske aktier gav europæiske baghjul i positivt fredagsmarked
17:52 DSV blev sejrherre i jagten på DB Schenker: Lagde tæt på 33 mia. kr. til markedsværdien
17:38 Elon Musks X kan gå fri af EU's lov mod "big tech": Det sociale medie er for småt
17:03 Fredagens aktier: C25 i rekord efter dag med gigantopkøb for DSV og grønne aktier i front
17:02 Fredagens obligationer: Rentefald gik i sig selv igen
16:10 Amerikansk tillidsindeks løftes i september af aftagende inflationsfrygt
15:41 USA/åbning: Lettere positiv aktiestart i New York trods fald i Boeing og Adobe
14:32 USA/tendens: Strejke rammer Boeing og prognose skæmmer Adobe i ventet rolig ugeafslutning
14:11 DSV bekræfter nedskæringer i Tyskland på 1600-1900 job ved integration af DB Schenker
13:47 DSV-topchef: Tidslinje for synergieffekter vil afhænge af fagforeningsaftale
13:12 Europa/middag: Danske aktier fører an i optur med rekord i C25
12:31 Obligationer/middag: Mindre rentefald fra start på nøgletalsfattig dag
12:18 Medie: DSV planlægger at skære 1600-1900 stillinger i Tyskland som del af integration
12:14 Bavarians mpox-vaccine blåstemples af WHO
12:01 DSV holder fast i opkøbsstrategi kort efter rekordovertagelse
11:47 Aktier/middag: C25 på rekordkurs anført af grønne aktier - og dæmpet plus til DSV
11:03 Industriproduktionen i eurozonen går ned i gear i juli som ventet
10:50 DSV's kursfest ebber ud
10:33 Jyske Bank om gigantopkøb: Det er en god dag for DSV
09:39 Nationalbankdirektør: Risikoen for russiske hackerangreb er reel