USA/T-bond: Renterne faldt igen i roligt marked - onsdagens rentenedsættelse i sigte

Udgivet den 17-09-2024  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske statsrenter faldt endnu en gang i den lange ende i mandagens handel, hvor investorerne på afdæmpet vis indledte en vigtig uge på obligationsmarkedet.

Onsdag forventes den amerikanske centralbank, Federal Reserve, nemlig at indlede sin lempelsescyklus med den første rentenedsættelse.

Og det er fortsat ikke helt afklaret, hvor stor rentenedsættelsen bliver, ligesom der fortsat er spænding om, hvad meldingerne om fremtiden fra centralbanktoppen bliver.

Allerede tirsdag venter der også tal for detailsalget i august, der kan få effekt på renterne, men meget af fokus hviler på onsdagens afslutning af rentemødet.

Mandag faldt renten på den toneangivende tiårige T-bond med 3 basispoint til 3,62 pct.

Tirsdag morgen er renten på den tiårige T-bond 3,63 pct. på markedet i Tokyo.

Renten på den toårige T-bond faldt også med 3 basispoint - til 3,55 pct.

Tirsdag morgen forrentes den toårige T-bond med 3,56 pct. i Tokyo.

Mandag viste et nøgletal i øvrigt, at erhvervstilliden i staten New York har det bedre end ventet i september.

Empire State Manufacturing-indekset steg således til 11,5 i årets niende måned fra minus 4,7 måneden før.

Økonomerne havde ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News ventet en blot lille forbedring til minus 4,0.

Det kan være med til at dæmpe frygten for recession en smule frem mod rentemødet, hvor en stor rentenedsættelse på 50 basispoint kan blive tolket i begge retninger.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Seneste nyheder