USA/T-bond: Rentero trods Powells tale - afventen før torsdagens forbrugerpriser

Udgivet den 11-07-2024  |  kl. 06:32  |  

Ligesom tirsdag var der onsdag ikke de store bevægelser i renterne i USA, selv om formand Jerome Powell for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, igen vidnede i Kongressen.

Onsdagen var samtidig uden betydende nøgletal, men det ændres der på torsdag når den vigtige opgørelse over forbrugerprisernes udvikling i juni lægges frem.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med 1 basispoint til 4,29 pct. I løbet af onsdagen blev den tiårige rente registreret i intervallet mellem 4,26 og 4,31 pct.

Torsdag morgen forrentes den tiårige T-bond fortsat med 4,29 pct. på markedet i Tokyo. Det er samme niveau, som da obligationsmarkedet i Danmark lukkede onsdag.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente satte sig med 1 basispunkt til 4,62 pct.

Torsdag morgen er renten på den toårige T-bond fortsat 4,62 pct. i Tokyo.

- Powell ændrede ikke rigtig nogens perspektiv, siger Stan Shipley, obligationsstrateg hos Evercore ISI, til Reuters.

- Ikke mange troede, at Federal Reserve ville stramme renten. Alle tror, at det næste skridt vil være, at den vil lempe renten, men vi ved ikke præcis hvornår, fortsætter han.

Formand Jerome Powell var heller ikke onsdag parat til at erklære sejr i kampen mod inflationen, men han var opmuntret over udviklingen.

- Jeg har nogen tillid. Spørgsmålet er, om vi er tilstrækkeligt sikre på, at inflationen bevæger sig vedvarende ned til 2,0 pct.? Og jeg er ikke klar til at sige det endnu, lød det fra Jerome Powell.

Federal Reserve har et mål om en kerneinflation på 2,0 pct. om året, og senest blev den i maj målt på PCE Core opgjort til 2,6 pct. Centralbanken løftede imidlertid på sit seneste rentemøde i juni sin prognose til 2,8 pct. for året mod 2,6 pct. i marts.

Onsdag solgte det amerikanske finansministerium også nye statsobligationer med ti års løbetid for 39 mia. dollar, og den auktion gik godt, hvilket nok var hovedårsagen til at de lange renter satte sig, med en solid efterspørgsel, der bød obligationskurserne op og renterne ned under markedets niveau lige inden.

Torsdag får investorerne syn for sagn for udviklingen i forbrugerpriserne i juni, hvilket på forhånd er udråbt til ugens vigtigste nøgletal. De ventes på månedsbasis at stige med 0,1 pct. mod en uændret udvikling i maj, mens de på årsbasis ses have en aftagende vækst på 3,1 pct. i juni mod 3,3 pct. måneden før.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯