USA/T-bond: Rentestigningerne fladede ud

Udgivet den 12-06-2014  |  kl. 07:02  |  

Der var stilstand på rentemarkedet i USA onsdag. De foregående dages rentestigninger på de amerikanske statsobligationer fladede ud efter en svag auktion over 10-årige T-bonds, hvor især de udenlandske investorer valgte at holde sig på sidelinjen.

- Vi er i den høje ende af rente-intervallet, men investorerne vil stadig have højere afkast. Økonomien er ved at få det bedre, og der er tegn på, at inflationen så småt er ved at stige. Investorerne er ikke glade for at låse sig fast på de her lave renteniveauer, medmindre der kommer ting frem, som peger i nedadgående retning, siger rente-strateg Justin Lederer fra Cantor Fitzgerald i New York til Bloomberg News.

Investorerne er generelt særdeles tilbageholdne på grund af udsigten til højere renter, men onsdag blev rentestigningerne sat på hold af en frisk rapport fra Verdensbanken, som indeholdt en nedjustering af vækstestimatet for den globale økonomi.

Verdensbanken nedjusterede vækstskønnet i såvel USA som Kina, og samlet ventes den globale økonomi nu kun at stige 2,8 pct. mod det tidligere mere optimistiske 3,2 pct.

Onsdag lukkede den toneangivende 10-årige T-bond stort set uændret med en rente på 2,64 pct. Torsdag morgen handles de amerikanske T-bonds med et lille rentefald på 1 basispoint eller 0,01 pct.point i 2,63 pct.

Onsdagens auktion over 10-årige papirer viste en vigende efterspørgsel. Renten endte på 2,648 pct. mod den ventede 2,633 pct.

De indirekte budgivere, der omfatter udenlandske centralbanker, købte blot 36,1 pct. af papirerne, sammenlignet med et gennemsnit på 45,2 pct. ved de sidste 10 auktioner.

Bid- to-cover, der udtrykker efterspørgslen i forhold til udbuddet, blev 2,88 pct. mod 2,67 pct. i gennemsnit ved de seneste ti auktioner.

Det amerikanske finansministerium auktioner afsluttes torsdag med salg af 13 mia. dollar i 30-årige papirer.

Fra nøgletalsfronten byder dagen på detailsalg, forretningslagre og de ugentlige tal for nytilmeldte ledige torsdag, mens der fredag blændes op for producentpriser og University of Michigan tillidsindeks.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk