USA/tendens: Alibaba går til bunds med landsfæller efter skuffende økonomisk støtte

Udgivet den 08-10-2024  |  kl. 14:42  |  

Industrikonglomeratet Honeywell går en positiv start i møde tirsdag, da snak i krogene om en mulig udskilning af et forretningsområde vækker begejstring.

Samme begejstring er på ingen måde at finde blandt de kinesiske selskaber, der er børsnoteret i USA. Tirsdag er der kommet nyt om den økonomiske håndsrækning til forbrugerne i Kina, der ikke lever op til forventningerne.

Det lægger pres på selskaber som Alibaba, JD.com og Temu-ejeren PDD Holdings.

Der venter en positiv start på den amerikanske handel tirsdag med plusser på 0,2-0,5 pct. til de toneangivende indeks. Fremgangen følger en sur start på ugen efter sidste uges stærke jobrapport fra USA, der har dæmpet udsigterne for en ny stor rentesænkning fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

S&P 500 faldt 1,0 pct., Dow Jones satte sig 0,9 pct., mens det rentefølsomme Nasdaq-indeks tabte mest med et minus på 1,2 pct.

- Vi oplevede et stærkt udsalg mandag, så det er ikke unaturligt at se et lille hop - særligt da der ikke venter friske data i dag, siger seniormarkedsanalytiker Fiona Cincotta fra City Index til Reuters.

- Vi er i en stille periode frem mod en travl afslutning på ugen. Hvis vi får en højere aflæsning af inflationen end ventet, kan det forurolige markederne ganske hurtigt, fortsætter hun.

Torsdag offentliggøres det amerikanske forbrugerprisindeks for september. Her ventes den overordnede inflation at være aftaget til 2,3 pct. fra 2,5 pct., mens kerneinflationen, der fraregner prisudviklingen på energi og fødevarer, uændret ses opgjort til 3,2 pct.

HONEYWELL STIGER PÅ RYGTER

Det amerikanske industrikonglomerat Honeywell overvejer ifølge Wall Street Journal at børsnotere et af sine forretningsområder.

Kilder oplyser til avisen, at selskabet tirsdag vil annoncere en skattefri udskilning af sin division for avancerede materialer med en anslået værdiansættelse på over 10 mia. dollar.

De avancerede materialer tæller blandt andet plastik, væsker og tilsætningsstoffer til brug i industriel maling og asfalt.

Honeywell stiger 1,9 pct. i formarkedet.

Også serverproducenten Super Micro Computer går en grøn dag i møde, efter at selskabet, der har nydt godt af interessen for kunstig intelligens, mandag offentliggjorde stærke leveringstal.

Selskabet har for nylig installeret mere end 100.000 grafikenheder til nogle AI-fabrikker. Det sendte mandag aktien i vejret med 15,8 pct., og tirsdag fortsætter opturen med et plus på 5,5 pct. i formarkedet.

PEPSICO SKUFFER MED PROGNOSEN

Læskedriks- og snackproducenten Pepsico har måttet nedjustere forventningerne til salgsvæksten, da fortsat høj inflation lægger en dæmper hos købelysten hos forbrugerne.

Pepsico venter nu en lav encifret organisk salgsvækst, hvor der før var ventet omkring 4 pct.

Den nye prognose følger selskabets regnskab for tredje kvartal, der også var sløj læsning for investorerne. I perioden faldt omsætningen med 0,6 pct. til 23,32 mia. dollar, hvor der var ventet 23,8 mia. dollar.

Prognosen straffes med et fald på 0,7 pct. i formarkedet.

SKUFFENDE MELDINGER FRA KINA PRESSER

Der er tirsdag omfattende kursfald i vente for de kinesiske aktier, der er børsnoteret i New York, da der fra Kina er kommet nyt om den økonomiske støtte til forbrugerne.

Sidste uge holdt kineserne fri i anledning af landets nationaldag, og i den forbindelse havde regeringen klargjort en række tiltag, der skulle understøtte økonomien. Tirsdag er meldingen dog, at der ikke er nye større tiltag i vente.

Det gør ondt på de kinesiske aktier i USA, der alle som en viser store fald. Også aktier med eksponering mod Kina går tilbage efter nyheden.

Alibaba falder 6,4 pct., JD.com bakker 8,4 pct., mens Temu-ejeren PDD Holdings dykker 8,3 pct.

Særligt råvaresektoren og sektoren for luksusvarer er eksponeret mod Kina. Her gør mangel på nye tiltag ondt på mineselskabet Freeport-McMoran, der falder 3,8 pct., og kosmetikgiganten Estee Lauder med et dyk på 2,3 pct.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

17:53 Europa/lukning: Luksusaktierne og mineselskaberne tyngede mest i rødt marked
17:04 Tirsdagens aktier: Skuffende meldinger fra Kina trak Carlsberg til bunds
17:00 Tirsdagens obligationer: Renten dansede på stedet nær højeste niveau i en måned
16:51 Aquaporin nedjusterer: Storkundes manglende ordrer halverer salgsprognosen
16:34 Parken: Storaktionær skyder rygte om købstilbud ned
16:28 Olieprisen er på hælene efter manglende hjælpende hånd fra Kina
15:44 Weightwatchers stiger 17,5 pct. efter tilføjelse af Wegovy-stof til vægttabsprogram
15:40 USA/åbning: Kinesiske aktier falder tungt i ellers grøn start
15:36 Nordfyns Bank opjusterer efter højere kursreguleringer og lavere nedskrivninger
15:01 Ørsted: Equinor er åbne over for enhver styrkelse af selskabet
14:42 USA/tendens: Alibaba går til bunds med landsfæller efter skuffende økonomisk støtte
13:54 Coloplasts anbefaling sænket af Morgan Stanley: Kursen er blevet for høj
13:24 Europa/aktier: Skuffende meldinger fra Kina lægger pres på mine- og luksusaktierne
12:54 ECB-topfolk ser med "åbent sind" på ny rentenedsættelse
12:29 Pepsico nedjusterer vækstprognosen efter svagt tredje kvartal
12:03 Mærsks kursmål reduceres 9 pct. af britisk storbank
11:56 Obligationer/middag: Renten fortsætter nær højeste niveau i en måned
11:37 Aktier/middag: Nedslående nyt fra Kina sender Carlsberg til bunds
11:08 DSV får genoptaget dækning med købsanbefaling og løftet kursmål hos Nordea
10:52 Cheføkonom: Den danske økonomi er i behersket fremgang