USA/tendens: Fra minus til plus - Powell og regnskaber i fokus
Futures for de ledende amerikanske aktieindeks ligger med små plusser for S&P 500- og Nasdaq-indekset, mens Dow Jones peger en smule ned en time før handelsstart.
Dermed ser det ud til, at stemningen til dels er vendt efter mandagens minusser, hvor det brede S&P 500-indeks bakkede med 0,6 pct., Dow Jones smed 0,1 pct., og Nasdaq tabte mest med et fald på 1,0 pct.
Mandag var fortsat præget af fredagens brandvarme arbejdsmarkedsrapport for januar, der ikke ligefrem pegede i retning af den drejning i den amerikanske centralbanks rentebane senere i år, som markedet ellers håber på.
Mandag var også de tiltagende spændinger mellem USA og Kina med til at skabe usikkerhed, efter at amerikanerne i weekenden skød en kinesisk luftballon, som var fløjet ind over USA, ned.
Tirsdag spejder investorerne mod en tale fra den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell. Den holdes nogle timer inde i tirsdagens handel. Og der vil blive sat spot på, om Powell siger noget om, hvor længe centralbanken vil holde renten højere.
- Et styrket arbejdsmarked gør det teoretisk set mindre sandsynligt, at Federal Reserve (Fed) vil standse rentestigninger inden for en overskuelig fremtid. Fed er nødt til at se både jobmarkedet og inflationen begynde at køle af, før det kan retfærdiggøre at ændre sin holdning til renter, siger Russ Mould, investeringsdirektør hos AJ Bell, til Reuters.
KEMIKONCERN I FALD
Dupont de Nemours indikeres 0,9 pct. højere i formarkedet, selv om det amerikanske industrikonglomerat har skuffet med forventningerne til første kvartal, da der ses fortsat pres på forbrugerne.
Nettosalget er i fjerde kvartal landet på 3,10 mia. dollar, hvilket er på linje med analytikerkonsensus indsamlet af Bloomberg News på 3,11 mia. dollar.
Til gengæld er den justerede indtjening per aktie på 89 cent bedre end analytikerprognosen på 78 cent.
I første kvartal ventes nettosalget at nå cirka 2,90 mia. dollar med en justeret indtjening per aktie på 80 cent. Det skuffer i forhold til analytikernes estimater på henholdsvis 3,13 mia. dollar og 89 cent.
Bilselskabet Hertz kom ud af fjerde kvartal bedre end ventet indtjeningsmæssigt. Koncernen leverede et overskud per aktie på 50 cent mod ventet ifølge estimater fra Bloomberg 47 cent.
Omsætningen i kvartalet kom ind stort set som ventet, da den var 2,04 mia. dollar eller 4,4 pct. højere end fjerde kvartal i 2021. Her var forventningen 2,03 mia. dollar.
Hertz kører 3,6 pct. frem i formarkedet tirsdag 3,6 pct. højere i 18,31 dollar efter et fald mandag på 2,6 pct.
Indtil videre er 254 virksomheder i S&P 500-indekset kommet med regnskab, og her har 69,3 pct. af dem har slået forventningerne ifølge Refinitiv. Alligevel forventer analytikerne, at indtjeningen i fjerde kvartal vil falde 2,8 pct., skriver Reuters.
På selskabsniveau indikeres Microsoft til et plus på 1,4 pct., da det ventes, at koncernen vil afsløre sin investering i chatbot-sensation ChatGPT, der kan imitere, hvordan virkelige mennesker skriver og taler, senere tirsdag. ChatGPT blev lanceret i november sidste år, hvor det inden for den første uge fik mere end en million brugere.
Boeing stiger 0,3 pct. i formarkedet, efter at den amerikanske flyproducent mandag bekræftede, at den forventer at skære omkring 2000 funktionærjob væk blandt andet via fyringer.
Og memeaktien Bed Bath & Beyond falder markante 31,4 pct. til 4,03 dollar forud for handelsstart tirsdag, da den forslåede forhandler af boligprodukter søger en kapitalforhøjelse på 1 mia. dollar i et sidste forsøg på at undgå konkurs.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1172
- næste ›