USA/tendens: Glæde over fald i nye ledige

Udgivet den 03-05-2012  |  kl. 14:55  |  

Wall Street lægger an til at åbne med stigninger i de førende aktieindeks, efter at torsdagens statistik over nye ledige viste et overraskende lavt tal.

Ved 14.45-tiden ligger de tre hovedindeks - Dow Jones, S&P 500 og Nasdaq - til stigninger på mellem 0,3 og 0,4 pct. ifølge handelen med futures-kontrakter.

Der var 365.000 nytilmeldte ledige i USA i sidste uge, hvilket var færre end ventet. Ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News var der blandt økonomerne ventet 379.000 nye ledige.

Tallet for ugen før blev dog revideret op. Der var der 392.000 nye i ledighedskøen, revideret fra en foreløbig opgørelse på 388.000.

Et nøgletal for produktiviteten i USA viste samtidig et fald på 0,5 pct. i første kvartal, hvilket var stort set som ventet. Udgifterne til arbejdsstyrken steg dog kun 2,0 pct. mod ventet 2,7 pct. ifølge Bloomberg.

General Motors leverede tidligere på dagen et regnskab, der viste bedre omsætning og overskud end analytikernes forventning. Omsætningen i General Motors blev i første kvartal 37,8 mia. dollar, hvor analytikerne ifølge Bloomberg News havde ventet 37,5 mia. dollar. På bundlinjen kastede det en indtjening per aktie på 93 cent af sig, hvilket var bedre end analytikernes konsensusestimat på 85 cent.

GM opjusterede samtidig sin prognose for salg af lette køretøjer. Alt i alt lægger aktien dog an til et lille fald på 0,1 pct. i formarkedet.

Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder