USA/tendens: Jobtal fjerner røde futures og varsler flad åbning efter optursdag

Udgivet den 30-08-2023  |  kl. 14:44  |  

Gassen er gået en anelse af ballonen blandt de amerikanske investorer onsdag, hvor opturen fra dagen før og renteoptimismen ser ud til at have lagt sig.

Futures for de tre ledende indeks - Nasdaq, Dow Jones og S&P 500 - bevæger sig tæt på sidelæns efter solide plusser tirsdag aften.

Det sker blandt andet efter vigtige nøgletal i form af bnp-væksten, der blev nedrevideret til 2,1 pct. annualiseret i andet kvartal fra tidligere meddelt 2,4 pct.

Handlerne har desuden fået løftet sløret forud udviklingen i det private jobmarked, hvor ADP-jobrapporten viste 177.000 nye job, som er den laveste vækst i fem måneder, skriver Bloomberg. Rapporten bruges typisk som forvarsel forud for den officielle rapport, der lander fredag.

De dugfriske jobtal fik en ellers lurende rød åbning til at skifte farve, så der nu indikeres en svagt grøn åbning, knap en time før at der åbnes for handlen.

Tirsdag aften endte det brede S&P 500-indeks med at stige 1,5 pct., mens Dow Jones blev løftet 0,9 pct., og Nasdaq blev hævet 1,7 pct.

- Det var en situation, hvor dårlige nyheder var godt nyt for aktierne, siger Otto Friedrichsen, der er aktiestrateg hos Formuepleje.

Den situation kan gentage sig onsdag, hvor nyheder om svagere vækst på ny kan få renteoptimismen til at spire hos investorerne, hvis de spekulerer i, at det kan få den amerikanske centralbank til at se stramningscyklussen i bakspejlet.

JOHNSON & JOHNSON MED NY PROGNOSE

Den amerikanske medicinal- og forbrugersundhedsgigant Johnson & Johnson er kommet med nye prognoser efter udskillelsen af forbrugersundhedsdivisionen Kenvue.

Johnson & Johnson, der blandt andet sælger det Genmab-udviklede kræftmedikament Darzalex, venter i år nu at nå et salg på 83,6-84,4 mia. dollar eksklusive salget fra Kenvue mod tidligere ventet 99,3-100,3 mia. dollar inklusive.

Eksklusive Kenvue ses indtjeningen per aktie nu lande i intervallet 9,90-10,0 dollar, hvor prognosen tidligere lød på 10,70-10,8 dollar.

J&J fastholder dog forventningerne om at udbetale et kvartalsvist udbytte på 1,19 dollar per aktie.

Kenvue, der blev selvstændigt børsnoteret i maj til en markedsværdi af cirka 41 mia. dollar, producerer blandt andet håndkøbsmedicin og hudplejeprodukter og har rapporteret en omsætning på 15 mia. dollar i 2022.

Aktien falder 0,2 pct. i det amerikanske formarked.

HP SER SVAG EFTERSPØRGSEL

Aktien i HP falder 2 pct. i det amerikanske formarked, efter at producenten af computere og printere har nedjusteret forventningerne på grund af svag kundeefterspørgsel.

HP regner nu med en indtjening per aktie, justeret, på 3,23-3,35 dollar, mens koncernens eget bud førhen var på 3,30-3,50 dollar. Samtidig regner verdens største printerproducent med en fri pengestrøm på 3,0 mia. dollar mod tidligere et interval på 3,0-3,5 mia. dollar.

Til sammenligning var forventningen hos analytikerne på Wall Street, at indtjeningen per aktie ville lande i 3,34 dollar og den frie pengestrøm i 3,43 mia. dollar.

- Mens vi forventer endnu et kvartal med sekventiel vækst i fjerde kvartal, har det eksterne miljø ikke forbedret sig så hurtigt som ventet, og vi dæmper derfor vores forventninger, udtaler Enrique Lores, topchef i HP , i regnskabet.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

17:53 Ringkjøbing Landbobank får flere påbud efter tilsynsbesøg
17:49 Europa/aktier: Stigninger på britisk valgdag, men mest til tyske Continental
17:31 Fransk højreparti er langt fra flertal i meningsmålinger
17:15 Nvidia ses sælge for gigantisk milliardbeløb i Kina i år trods amerikanske restriktioner
17:05 Torsdagens aktier: Zealand igen i rekord i plusmarked med usikkerhed under overfladen
17:01 Torsdagens obligationer: Renten stod tæt på stille på fridag i USA og før jobrapport
16:32 Erhvervsorganisation frygter fiasko i historisk udbud for havvindmøller
16:02 Mærsk kan atter se fragtraterne stige: Vigtigt rateindeks er næsten firedoblet på et år
16:01 Noble/Sadif Investment: Hæver til "stærkt køb" fra "hold"
15:24 Norwegians børsværdi skrumper mere end 1,3 mia. kr. efter nedjustering
15:08 ECB's cheføkonom lufter bekymringer over høj inflation skabt inden for EU
14:59 Power tjener millioner igen - men omsætningen er faldet
14:22 USA/tendens: Lukket på grund af uafhængighedsdag - futures i overvejende plus
14:08 EU går videre med midlertidig told på kinesiske elbiler
14:07 Tørlastindeks falder for anden dag i træk
13:59 Frankrig indsætter 30.000 betjente i forbindelse med parlamentsvalg
13:54 Valuta: Mindre styrkelse af pund på valgdagen mens dollar svækkes
13:54 Dansk Vestas- og Siemens Gamesa-kunde afviser ikke køb af kinesiske vindmøller
13:31 Novo ser flere begrænsninger i studie der kæder supersællerter sammen med sjælden øjenlidelse
13:12 Europa/aktier: Fremgang på britisk valgdag - især til tyske Continental