USA/tendens: Producentpriser og toldvarsler sætter investorerne i venteposition
Investorerne sidder i venteposition op til børsåbning torsdag. Inden starten går, venter opgørelsen over de amerikanske producentpriser, som måske kan kaste mere lys på, hvornår USA's centralbank, Federal Reserve, har tænkt sig at røre ved renten, efter at inflationen viste en uventet stigning onsdag.
På regnskabsfronten er netværksgiganten Cisco kommet med et opløftende regnskab, som sender aktien op i formarkedet, mens det sociale medie Reddit og reklameplatformen Trade Desk sendes den stik modsatte vej efter deres resultater.
USA's præsident, Donald Trump, svinger atter med toldhammeren. Torsdag skriver han på mediet Truth Social, at torsdag "bliver den helt store" dag, og at der venter gensidige toldsatser, uden at han dog kommer ind på detaljer.
Op til producentpriserne kredser de ledende indeksfutures omkring nulpunktet. Futures for det brede S&P 500-indeks og Dow Jones ligger fladt, mens Nasdaq-futuren stiger med små 0,1 pct.
Onsdagens inflationsrapport tog toppen af investorernes humør, da den uventede inflationsstigning formentlig giver endnu længere udsigter til rentenedsættelser fra Federal Reserve.
S&P 500-indekset endte onsdag med et fald på 0,3 pct., mens Dow Jones-indekset gik tilbage med 0,5 pct. Nasdaq-indekset trodsede den røde bølge og steg marginalt.
- Mens Federal Reserve er opmærksom på, at inflationen typisk tager til i begyndelsen af året, vil rapporten ikke gøre meget for at lette beslutningstagernes inflationsbekymringer især i betragtning af den accelererende efterspørgsel efter arbejdskraft, øgede inflationsforventninger og de indgående toldeffekter, skriver BNP Paribas i et notat ifølge Reuters.
CISCO OVERRASKER OG SENDES OP I FORMARKEDET
Netværksproducenten Cisco Systems tjente bedre end ventet i sit andet kvartal 2024/25 og skruede samtidig op for forventningerne til både omsætningen og indtjeningen i hele regnskabsåret. Det belønner investorerne ved at sende it-aktien op med 5,9 pct. i formarkedet.
Omvendt får det sociale medie Reddit en hård medfart i formarkedet, efter at selskabet har leveret svage tal for antallet af dagligt aktive brugere i fjerde kvartal.
Hovedtallene i kvartalet var ellers stærkere end ventet, men antallet af dagligt aktive brugere skuffede omvendt ved at lande på 101,7 mio. mod forhåndsforventningen 103,8 mio.
Aktien falder 10 pct. i timerne op til åbning.
Endnu værre står det dog til for reklameplatformen Trade Desk, som er blevet sendt godt og grundigt i hullet efter en svag prognose for første kvartal. Også årets sidste kvartal skuffede på toplinjen.
Aktien styrtdykker i formarkedet med 29,6 pct.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1180
- næste ›