USA/tendens: Teknologiaktier kan stige på lavere renter

Udgivet den 24-06-2022  |  kl. 14:41  |  

Det peger i retning af en solid grøn åbning af de amerikanske aktiemarkeder fredag, hvor de seneste dages markante rentefald kan komme teknologiaktierne til gavn.

Det er den stigende risiko for - og snak om - en forestående økonomisk recession, der har været med til at presse renterne ned igen fra de tårnhøje niveauer, der blev udløst af den pengepolitiske stramninger hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

De høje renter har især ramt aktiekurserne hos teknologiselskaberne. En højere rente udhuler nemlig den indprisede værdi af fremtidig vækst, hvilket gør ondt på vækstaktier, der er værdisat ud fra fremtidens indtjening.

Det fik investorerne til at sælge ud af de dyre teknologiaktier i stor stil, men med rentefaldene ser prisen nu igen mere rimelig ud.

Det teknologiprægede Nasdaq-indeks lægger sig da også i front i formarkedet og indikeres op med 1 pct. forud for åbningen. Det brede S&P 500 stiger 0,7 pct., mens futures for de tunge aktiers Dow Jones-indeks stiger 0,6 pct.

FOKUS PÅ TEKNOLOGI

Blandt enkeltaktierne er det da også en række af de store teknologiselskaber, der rører på sig i formarkedet.

Microsoft indikeres op med 1 pct., efter at storbanken Citi har udpeget aktien blandt sine "førstevalg". Det skyldes en kombination af en attraktiv værdisætning, og at Microsoft har vist sig i stand til at fastholde sin vækst.

Også Amazon og Alphabet gør det pænt i formarkedet med stigninger på henholdsvis 3,2 og 0,7 pct. Facebook-modeselskabet Meta stiger 1,9 pct.

Softwareselskabet Zendesk brager op med 54,3 pct. efter stærke rygter om, at selskabet er på vej til at blive solgt til en kapitalfond. Det sker blot en uge efter, at Zendesk annoncerede, at selskabet ville indstille jagten på en ny ejer.

FEDEX STIGER EFTER OPJUSTERING

Pakketransportkæmpen Fedex kunne torsdag aften overraske markedet positivt med en ny prognose for regnskabsåret 2022/23. Det skete i forbindelse med selskabets regnskab for fjerde kvartal.

Fedex regner med et justeret overskud per aktie i hele det nye regnskabsår på 22,50-24,50 dollar, mens analytikerne på Wall Street på forkant blot havde sat næsen op efter blot 22,36 dollar ifølge Bloomberg News. Altså mindre end det nederste af Fedex' ventede overskudsinterval.

Desuden regner Fedex med investeringer i hele året på 6,80 mia. dollar, hvilket er lidt lavere end frygtede 6,88 mia. dollar.

TWITTER GIVER MUSK ADGANG

Twitter skulle efter sigende have givet den potentielle køber Elon Musk adgang til mere brugerdata, heriblandt realtidstal for selskabets sociale medieplatform.

Det sender aktien op i formarkedet med 0,9 pct., skriver Bloomberg News med henvisning til mediet Insider. Tidligere var aktien oppe med 3,4 pct. i formarkedet.

Elon Musk, der også er topchef i Tesla, har den seneste tid efterspurgt øget indsigt i, hvor stor en del af Twitters brugere der er falske - såkaldte "bots".

Hidtil har Twitter ifølge Insider givet adgang til historiske brugerdata. Det har dog ikke været nok, fremgår det. I stedet vil et hold nedsat af Elon Musk selv analysere fordelingen mellem ægte brugere og bots på det sociale medie.

Elon Musk bød tilbage i april 44 mia. dollar for det sociale medie. Twitter takkede samme måned ja til buddet. Siden har Tesla-topchefen dog slået tvivl om, hvorvidt handlen vil blive gennemført som følge af manglende data.

KRÆFTSELSKAB STIGER IGEN PÅ OPKØBSRYGTER

Seagen, der beskæftiger sig med kræftmidler, bliver sendt op i formarkedet, efter at mediet Wall Street Journal kan rapportere, at medicinalkæmpen Merck presser på for at købe selskabet.

Sidste uge steg Seagen stort på rygterne, selv om det af anonyme kilder blev understreget, at der er en reel risiko for, at konkurrencemyndighederne ikke vil godkende et opkøb. Det kunne potentielt betyde, at parterne i stedet ville forfølge et kommerciel partnerskab.

Aktien indikeres op med 2,9 pct.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯