USA/tendens: Trump og Twitter kan få opmærksomhed

Udgivet den 29-05-2020  |  kl. 14:59  |  

Der er lagt op til en afdæmpet åbning på det amerikanske aktiemarked fredag, hvor investorerne ser frem mod nyt fra USA's præsident, Donald Trump, om forholdet til Kina.

Trump fik torsdag vendt stemningen på aktiemarkedet, da han varslede en pressekonference fredag med Kina som hovedemnet, og det fik især it-aktierne til at falde tilbage på frygt for en optrapning af handelskonflikten mellem de to lande. Trump har således ytret utilfredshed med, at Kina har indført en ny sikkerhedslov for Hongkong, som indskrænker borgernes menneskerettigheder og særligt ytringsfrihed.

Fredag genvinder futures på det teknologitunge Nasdaq-indeks til gengæld 0,1 pct. efter et fald i Nasdaq-indekset torsdag på 0,5 pct.

S&P 500-futuren falder 0,2 pct., og Dow Jones-futuren taber 0,4 pct.

Torsdag faldt det brede S&P 500-indeks 0,2 pct., og Dow Jones-indekset mistede 0,6 pct.

Ud over Trump er markedet på tæerne, inden chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, taler klokken 15. Negative renter har længe været varmt emne for markedet, og der vil blive lyttet efter signaler fra Powell om centralbankens syn på emnet.

TWITTERS TVIST MED TRUMP

Ud over Kina er også Twitter havnet i en strid med Trump.

Det sociale medie satte fredag en anmærkning på et tweet fra præsident Donald Trump, fordi det ifølge Twitter "glorificerer vold" og dermed forbryder sig mod tjenestens regler.

I tweetet truer præsident Trump med at sætte hæren ind i Minneapolis, hvor der de seneste dage har været demonstrationer, efter at en ubevæbnet sort mand mistede livet i politiets varetægt.

Torsdag underskrev Trump et dekret, der retter sig mod de sociale medier, og opfordrede til at begrænse de sociale mediers beskyttelse mod erstatningssager for, hvad der bringes på eller fjernes fra deres platforme.

Aktien i Twitter falder fredag 0,9 pct. i formarkedet efter et fald på 4,5 pct. torsdag.

Blandt halvlederproducenterne, der faldt torsdag oven på Trumps melding om et pressemøde om Kina, er der udsigt til et lille comeback.

Intel, der smed 2,9 pct. torsdag, ligger 0,5 pct. højere i formarkedet. Micron Technology genvinder 0,7 pct. efter et fald på 6 pct. torsdag, mens Texas Instruments ligger til et lille fald på 0,2 pct. mod et minus på 1,7 pct. torsdag.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder