USA/tendens: Udsigt til revanche efter onsdagens tilbageslag
De amerikanske aktiehandlere synes klar til revanche efter onsdagens noget pludselige tilbageslag, som gav fald til de tre ledende amerikanske aktieindeks på 1,3-1,5 pct.
Torsdag før åbningen af børserne i New York handles futures for de samme indeks med plus på 0,5 pct., for de brede S&P 500-indeks, på 0,7 pct. for det teknoloigidominerede Nasdaq-indeks og på 0,4 pct. for de tunge aktiers Dow Jones-indeks.
Baggrunden synes at være, at markedsdeltagerne er vendt tilbage til positive forventninger om flere rentenedsættelser fra centralbanken, Federal Reserve, næste år, selv om bankens topfolk i samklang med flere analytikere og økonomer på forskellig vis har advaret mod overdrevne optimisme.
Banken har varslet tre rentenedsættelser, men markedet venter tre-fire nedsættelser.
Flere selskaber er i søgelyset frem mod børsåbningen.
BOEING TILBAGE MED 787 MAX
Boeing stiger 1,8 pct. i det amerikanske formarked efter rygter om, at flyproducenten skal levere et fly i modellen 787 Dreamliner til Kina. Dermed er Boeing et skridt tættere på at kunne genoptage sine leverancer af den profitable flymodel 737 Max, der har været sat på pause i mere end fire år. Det skriver Reuters.
Det kinesiske flyselskab Juneyao Airlines skal angiveligt modtage en ny 787 Dreamliner fra Seattle. Det fortæller en unavngiven kilde til Reuters. Flyet kan være på vej til Shanghai allerede torsdag.
NY E-PLATFORM
De store e-handelsplatforme som Alibaba og Amazon har fået endnu en fremadstormende kinesiske konkurrent, Pinduoduo og den grænseoverskridende e-handelsplatform Temu begge under moderselskabet PDD Holdings' paraply. Det skriver Nikkei Asia.
Alibabas amerikanske notering stiger 2,1 pct. i formarkedet, og Amazon stiger 0,8 pct.
Den amerikanske brugtvognsforhandleren Carmax tager fart i det amerikanske formarked torsdag i kølvandet af sit regnskab for tredje kvartal.
Det viser et overskud per aktie på 0,52 dollar - 10 cent mere end ventet ifølge Bloomberg News, og aktien stiger 7,2 pct. i formarkedet.
Carmax havde kronede dage under coronapandemien, hvor brugtvognspriserne steg kraftigt, blandt andet som konsekvens af, at bilproducenterne havde svært ved at skaffe komponenter og måtte skære i produktionen.
MICRON I FORTSAT FREMGANG
Chipproducenten Micron Technology fortsætter de positive tendenser i det amerikanske formarked torsdag, efter at selskabet onsdag efter børslukketid annoncerede stærke salgsforventninger til andet kvartal af sit forskudte regnskabsår 2023/24.
Aktien steg allerede onsdag i det amerikanske eftermarked, og investorerne har stadig appetit på chipproducenten torsdag, hvor Micron ligger til en gevinst på 7,2 pct. inden markedet åbner.
På den negative side trækker mediekoncernen Paramount med 1,4 pct. og i formarkedet efter forlydender om, at Warner Brothers Discovery og Paramount Global er angiveligt i forhandlinger om en mulig sammenlægning af de to tv- og filmstudier. Omvendt løftes Warner 0,6 pct.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›