USA/tendens: Udsigt til svag negativ åbning - fokus på Nvidia-tal efter børstid

Udgivet den 22-05-2024  |  kl. 14:40  |  

Der udsigt til en svag negativ åbning for det amerikanske aktiemarked onsdag. Investorerne venter på regnskabet fra chipgiganten Nvidia, der vurderes som afgørende for om aktiemarkedet kan fortsætte de positive takter.

Futures for de tre ledende aktieindeks ligger med fald på op til 0,2 pct.

Tirsdag steg de amerikanske aktier moderat, men nok til et rekordniveau.

Det brede S&P 500-indeks steg tirsdag 0,3 pct. til lukkerekord nummer 23 i år i 5321,47 indekspoint. Dow Jones vandt også 0,2 pct., mens Nasdaq samtidig gik frem med 0,2 pct. til den anden rekord i træk i 16.832,62 indekspoint.

Regnskabssæsonen er ved at gå på hæld, men onsdag efter markedets lukning, kommer et sidste brag i form af tal fra chipkæmpen Nvidia, der mere end nogen anden har reddet AI-bølgen.

- Nvidias regnskab er bare utroligt vigtigt. Det må ikke skuffe. Der er ikke så mange andre drivkræfter lige nu, så Nvidia skal sidde i skabet. Det er ikke nok for koncernen at leve op til analytikernes forventninger, men også til investorernes. Analytikerne ejer jo ikke aktier, siger seniorstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen tirsdag til MarketWire.

En af årsagerne til, at chipkoncernens tal efter lukketid onsdag er så meget i fokus, er, at aktien trods et indtil nu mere afdæmpet andet kvartal er steget over 90 pct. i år, og aktien har stået for en fjerdedel af fremgangen i S&P 500.

Selskabet har en god historik med at indfri og overgå forventningerne, men frygten for en skuffelse lurer, efter at aktien i år har været en stærk drivkraft for de store stigninger på det amerikanske aktiemarked.

Nogle af Nvidia-aktiens største bevægelser er kommet, efter at selskabet har aflagt regnskaber, pointerer Financial Times. Aktien steg 24,4 pct. i handelssessionen efter selskabets regnskab i maj sidste år, med 16,4 pct. i februar og med 14 pct. efter resultaterne et år tidligere.

Nvidia-aktien ligger i formarkedet en god times tid før åbningen 0,1 pct. højere i 954,71 dollar.

TARGET HAR UDSIGT TIL BLODRØD DAG

Den amerikanske detailkæde Target falder i formarkedet i USA onsdag med 8 pct. til 143,40 dollar efter offentliggørelsen af selskabets regnskab for første kvartal og prognose for andet kvartal.

I andet kvartal ser Target et justeret indtjening per aktie på 1,95-2,35 dollar, og midtpunktet på 2,15 dollar skuffer i forhold til analytikerens forventning på 2,19 dollar, skriver Bloomberg News.

I første kvartal var det justerede resultat per aktie på 2,03 dollar, hvor analytikerne havde ventet 2,05 dollar. Det sammenlignelige salg faldt i øvrigt 3,7 pct., hvilket var på niveau med forventningerne. Omsætningen på 24,14 mia. dollar i første kvartal var også som estimeret af analytikerne.

TJX HAR GRØN DAG I SIGTE EFTER REGNSKAB

Den amerikanske lavpriskæde TJX, der blandt andet ejer TJ Maxx, hæver forventningerne til indtjeningen efter en bedre end ventet udvikling i det forskudte første kvartal.

I det amerikanske formarked stiger aktrien 1,5 pct. til 99,20 dollar.

PETCO I HOPLA PÅ OPLØFTENDE TAL

Aktierne i Petco stiger 22,5 pct. til 3 dollar i formarkedet, efter at selskabet, der blandt andet beskæftiger sig med kæledyrs sundhed, har overrasket aktiemarkedet med klart bedre end ventede første kvartals tal og forventningerne til andet kvartal, der var en spids bedre end markedets forventninger.

.\\˙ MarketWire

Claus Mikkelsen

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯