Valg 07: Mogens Camre vil afværge dansk subprime-krise

Udgivet den 06-11-2007  |  kl. 12:22  |  

Ejendomsspekulanter handler værdien på en række danske ejendomme så urealistisk højt til vejrs, at det kan ende med en bankkrise. Det kan man læse i flere aviser, og nu går Dansk Folkeparti ind i sagen.

Mogens Camre fra DF ønsker, at Finanstilsynet og bagmandspolitiet kigger nøjere på pantebrevsmarkedet. Og han får støtte fra en boligmarkedsekspert som NetPosten.dk har talt med.

Problemet er den såkaldte pantebrevs-karrusel, hvor en køber og en sælger aftaler at handle en ejendom til en kunstig opskruede pris, finansieret ved pantebreve: De pantebreve sælges så hurtigt videre, og lander nogen gange hos banker eller menige investorer.

For at forebygge den praksis vil Mogens Camre have pantebrevsmarkedet underlagt finanstilsynet som et selvstændigt fokusområde.

- Der har i gennem et stykke tid været fokus på, at lige lovligt kreative folk køber og sælger ejendomme med korte mellemrum til tydeligvis kunstigt opskruede priser. Efter at en ejendom er handlet mellem deltagerne i dette cirkus, udstedes der pantebreve, som reelt har meget ringe sikkerhed, siger han som en reaktion på det øgede fokus på pantebrevskaruseller.

For at forhindre opbygningen af et ugennemskueligt og ustabilt pantebrevsmarked foreslår Mogens Camre, at Finanstilsynet indsættes som tilsynsførende myndighed med pantebrevsmarkedet.

Han foreslår samtidig, at bagmandspolitiet undersøger de mange handler med fast ejendom, der 'sker til kunstigt opskruede priser, og hvor den enkelte ejendom handles flere gange med meget korte mellemrum,’ siger han.

Sagerne har nået et sådant omfang, at de minder om subprimelånene, da der tilsyneladende har udviklet sig et pantebrevsmarked præget af elendige kreditvurderinger. Det har lektor på Copenhagen Business School, Jens Lunde, for nylig meldt ud over for Jyllands Posten.

Jens Lunde fortæller NetPosten.dk, at han ikke har nogen konkret viden om omfanget af snyd ved udstedelse af pantebreve til at finansiere oppustede ejendomspriser i de såkaldte pantebrevskaruseller.

- Men jeg regner med, at Finanstilsynet af egen drift undersøger nærmere, om nogen af de finansielle institutioner har købt disse meget usikre pantebreve i større omfang, siger han.

NetPosten.dk har endnu ikke kunne få Finanstilsynet til citat, men medarbejdere understreger, at overvågning af pantebrevsmarkedet hører til tilsynets normale funktion.

Af Mike Young, mike@netposten.dk

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder