Valuta: Brexitfrygt sender pundet baglæns

Udgivet den 01-10-2020  |  kl. 13:43  |  

Pundet er på hælene torsdag eftermiddag, hvor der atter er opstået usikkerhed om, hvorvidt det vil lykkes briterne og EU at enes om en handelsaftale, eller om det ender med et hårdt brexit uden en aftale.

Den 9. forhandlingsrunde startede i denne uge, og de første meldinger har været nedslående

- Parterne står fortsat langt fra hinanden på blandt andet områder inden for statsstøtte, konstaterer seniorøkonom i Sydbank Kim Blindbæk.

Det svære forhandlingsklima understreges af, at EU-kommissionens formand, Ursula Von der Leyen, torsdag har meddelt, at EU vil sende et brev til briterne, der gør det klart, at EU er parat til at indføre retslige tiltag mod briterne, fordi de vil ændre i dele af udtrædelsesaftalen fra 2019.

- Tiden løber i øjeblikket meget hurtigt, og risikoen for at Storbritannien forlader EU uden en handelsaftale på plads stiger stort set dag for dag. Boris Johnson har tidligere givet udtryk for, at den 15. oktober er briternes deadline i forhold til at få en aftale på plads. Fra EU's side har deadlinen i lang tid været ultimo oktober, konstaterer Kim Blindbæk.

Han vurderer fortsat, at der er mulighed for, at parterne bliver enige om varehandelen over grænserne, men ender det med en no-deal, vil investorerne ifølge seniorøkonomen skulle vænne sig til et svækket pund, der koster under 8 kr.

Torsdag ved 13.30-tiden koster pundet 8,1912 kr. mod 8,2054 kr. onsdag ved 17-tiden. Der går 0,9086 pund på en euro mod 0,9072 pund onsdag eftermiddag.

I det store kryds mellem dollar og euro, er dollar en smule svækket til 1,1755 dollar per euro fra 1,1728 onsdag.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Intraday❯  Forex❯ 

Relaterede nyheder