Valuta: Dollar forbliver svækket efter inflationstal

Udgivet den 22-12-2023  |  kl. 14:54  |  

Den amerikanske dollar har i kølvandet på eftermiddagens amerikanske inflationstal holdt fast i den svækkelse over for euro, som er taget til fra torsdag frem mod offentliggørelsen af tallene.

Kerneinflationen aftog mere end ventet i november. Den amerikanske centralbanks foretrukne inflationsmål viste en stigningstakt på 3,3 pct. på årsbasis i november, mens priserne steg med 0,1 pct. i forhold til måneden før.

Økonomerne havde ifølge Bloomberg News estimeret en fremgang på 3,4 pct. på årsbasis og 0,2 pct. på månedsbasis. I oktober lå kerneinflationen på 3,4 pct. Tallet er fredag blevet nedrevideret fra tidligere udmeldte 3,5 pct.

Det overordnede inflationstal, PCE-deflatoren, viste en stigning på 2,6 pct. på årsbasis fra 2,9 pct. måneden før. Her var en stigningstakt på 2,8 pct.

Euro koster fredag eftermiddag 1,1023 dollar. Svækkelsen af den amerikanske valuta var taget til frem mod tallene - netop med forventningen om, at tallene ville bekræfte handlernes tro på en aftagende inflation og dermed større chance for at renten bliver sat ned næste år.

Til sammenligning kostede euro 1,0989 dollar torsdag eftermiddag og 1,0945 torsdag morgen.

Dollarindekset, der vægter amerikanske dollar mod euro, yen, pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger i 101,67 mod 101,94.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Forex❯