Valuta: Dollar svæver fortsat tæt på ugehøjt niveau

Udgivet den 09-08-2024  |  kl. 06:32  |  

Den amerikanske dollar svæver tæt på en uges højdepunkt over for de store rivaler fredag, efter at det største fald i amerikanske arbejdsløshedsansøgninger i tæt på et år dæmpede frygten for en truende økonomisk afmatning.

Den amerikanske valuta forlængede styrkelsen over for den japanske yen til en fjerde dag, understøttet af en stigning i statsrenterne efter torsdagens stærkere end ventede beskæftigelsesdata, hvilket ansporede til en nedskæring af væddemål på Federal Reserves rentenedsættelser i år.

Opgørelsen over nytilmeldte ledige dykkede i sidste uge med 17.000 til 233.000, hvilket var det største fald i 11 måneder og under økonomernes forventning på 240.000.

Det sænkede oddsne for en stor rentenedsættelse på 50 basispoint på Federal Reserves næste rentemøde den 17.-18. september til 54 pct. fra 69 pct. onsdag, viser CME Groups Fedwatch Tool ifølge Reuters.

- På trods af volatiliteten i data for nytilmeldte ledige, især omkring denne tid af året, hjalp dataene med at dæmpe frygten for en hurtigere forringelse af arbejdsmarkedet, siger Taylor Nugent, seniormarkedsøkonom hos National Australia Bank, ifølge Reuters.

Yen er styrket en smule til 147,09 per dollar fra 147,30 torsdag eftermiddag, men den har fortsat tabt en del højde siden toppen i mandags i 141,67 per dollar, da en afvikling af shortpositioner fik snebolden til at rulle efter en overraskende renteforhøjelse hos Bank of Japan og svage amerikanske nøgletal.

Euro er styrket en spids til 1,0923 dollar fra 1,0906 dollar torsdag eftermiddag.

Dollarindekset, der vægter dollar over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger fredag morgen i 103,17 mod 103,29 torsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Forex❯