Valuta: Dollarstyrkelse overskygges af forventninger om japansk renteforhøjelse

Udgivet den 16-01-2025  |  kl. 06:32  |  

Amerikanske dollar er tilbage på toppen efter onsdag eftermiddags nedtur i kølvandet af overraskende svage inflationsdata.

Men japanske yen soler sig i skyggen af de svækkede europæiske valutaer som euro og sterling.

På indeksniveau, hvor dollar vægtes mod euro, den japanske yen, det britiske pund, den canadiske dollar, schweizerfranc og den svenske krone, handles den amerikanske valuta torsdag morgen i 109,10 mod 108,96 onsdag ved 17-tiden.

Onsdagens tal for kerneinflationen i USA i december viste sig lavere end ventet, og det sendte de i forvejen høje markedsrenter markant ned.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt ikke mindre end 14 basispoint til 4,65 pct. og bakkede dermed væk fra sit højeste niveau siden efteråret 2023. Torsdag morgen er renten 4,66 pct. på markedet i Tokyo.

Da rentemarkedet har været det bærende element i styrkelsen af amerikanske dollar, droppede den amerikanske valuta umiddelbart fra 109,15 til 108,60 på indeksniveau.

Men efter at investorerne havde sundet sig et par timer, fandt købsordrerne igen vej til markedet og sendte dollar over niveauet, før inflationsdataene blev offentliggjort, inden markedet stabiliserede sig torsdag morgen.

Men mens de globale valutaer stod i skyggen af en styrket dollar, stod japanske yen som markedets førstevalg efter medieskriverier om en øget sandsynlighed for en renteforhøjelse fra den japanske centralbank i næste uge.

Bank of Japan har ifølge analytikere en rimelig chance for at øge renten næste fredag under forudsætning af, at Donald Trumps indtog i Det Hvide Hus ikke udløser for mange negative overraskelser.

Centralbanken selv har erkendt, at der er en sandsynlighed for, at renten vil blive hævet fra 0,25 pct. efter det to dage lange møde den 24. januar. Det fremgår af guvernør Kazuo Ueda gentagne udtalelser om, at Bank of Japan vil justere graden af monetære lempelser, hvis priser og økonomi følger bankens økonomiske udsigter.

Og Japans økonomi og inflation fortsætter stort set med at bevæge sig i overensstemmelse med bankens estimater.

En joker er dog, at Bank of Japan har tradition for at være yderst fodslæbende, når det gælder ændringer i pengepolitikken. Centralbankens beslutninger bliver afstemt med de politiske vinde i regeringen, og her har der tidligere været modstand mod højere renter, efter at det regeringsbærende parti mistede flertallet ved parlamentsvalget i slutningen af oktober.

Men Kazuo Uedas højre hånd, Ryozo Himino, gjorde det tidligere på ugen klart, at en forhøjelse i det mindste vil blive diskuteret på det kommende møde.

Det har fået markedet til at indregne omkring 74 pct. sandsynlighed for en forhøjelse på 25 basispoint i de korte renter til 0,5 pct.

Euro koster torsdag morgen 1,0285 dollar mod 1,0306 dollar onsdag eftermiddag ved 17-tiden, og pund koster 1,2223 dollar torsdag morgen mod 1,2258 dollar onsdag.

Dollar koster samtidig 155,74 yen mod 156,29 yen per dollar onsdag klokken 17.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Forex❯ 

Seneste nyheder

08:56 Coloplasts kursmål sænkes hos DNB: Potentiale afhænger af eksterne faktorer
08:52 Obligationer/åbning: Lægger ud med små renteplusser før amerikansk detailsalg
08:40 Mærsk: Analytikere vurderer skibsfart i Det Røde Hav kan starte i februar
08:11 Netcompany har vundet udbud om det nye Nemkonto-system
07:58 Aktier/tendens: Mærsk i fokus efter våbenhvileaftale mellem Israel og Hamas
07:51 Spansk bank løfter Ørsteds anbefaling til "neutral"
07:50 Novo-rival får gentaget købsanbefaling før studie af fedmepille
07:44 Aftale om våbenhvile tynger rederiaktier på udsigt til lavere fragtpriser
07:35 Spansk bank løfter Ørsteds anbefaling til "neutral"
07:23 Taiwansk chipproducent fortsætter med at sælge for mere end ventet
07:21 Mærsks konkurrenter i Asien oplever kursfald torsdag
07:16 Råvarer: Olieprisen når højeste niveau siden juli
07:05 Taiwansk chipproducent fortsætter med at sælge for mere end ventet
06:54 Obligationer/tendens: Ro på renterne igen og fokus på amerikansk detailsalg
06:35 Bank of Japan vil sandsynligvis øge renten hvis Donald Trump ikke ryster udsigterne
06:34 Mærsks konkurrenter i Asien oplever kursfald torsdag
06:32 Asien: Investorerne følge fodsporerne fra Wall Street og giver små stigninger
06:32 Valuta: Dollarstyrkelse overskygges af forventninger om japansk renteforhøjelse
06:32 USA/T-bond: Renter dykkede efter mildere inflationstal
06:32 USA/lukning: Aktier i vejret efter inflationstal - med Magnificent Seven i front