Valuta: Dollartrend brudt af centralbank-kommentarer
De seneste dages trend med styrkelse af amerikanske dollar er brudt onsdag.
Markedets vending kom i kølvandet af tirsdagens bløde kommentarer fra den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, der overskyggede en stærk indenlandsk jobrapport, og sendte de amerikanske obligationsrenter ned.
Dollarindekset, der vægter dollar over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger onsdag morgen ved 5-tiden i 105,71 mod 105,74 tirsdag eftermiddag og 106,05, da indekset toppede tirsdag middag.
Jerome Powell vurderede, at amerikansk økonomi er "på vej tilbage i disinflationær retning".
Og selv om han samtidig slog fast, at Federal Reserve ikke har travlt med at sænke renten, da økonomien fortsat er solid, fik det de amerikanske obligationsrenter til at vende den tunge ende nedad.
- Den amerikanske økonomi er stærk, og arbejdsmarkedet er stærkt, og derfor har vi muligheden for at tage os god tid og gøre det rigtigt, lød det fra Powell.
Kommentarerne var nok til at få investorerne til at ignorere en overraskende stigning i antallet af ledige stillinger i USA.
Den vigende dollar kommer dog ikke japanske yen til gode. Den japanske valuta fortsætter ufortrødent sin deroute i kølvandet af det politiske spilfægteri i USA, der indikerer øget mulighed for endnu en periode med Donald Trump som præsident.
For med Trump i Det Hvide Hus vil de langsigtede statspapirrenter sandsynligvis stige grundet større budgetunderskud, højere toldsatser og dermed øget inflation.
- Stigende odds for et Trump-præsidentskab har flyttet målstolperne for dollar mod yen. For det vil sandsynligvis medføre højere finanspolitiske underskud, inflation og renter fra midten til den lange ende af den amerikanske rentekurve og modvirke virkningen af Federal Reserves rentereduktioner, siger analytiker Tony Sycamore fra IG Australia i Melbourne til Reuters.
Udsigten til det scenarie vil sandsynligvis få Bank of Japan til at gemme på interventionskrudtet for en tid.
Alligevel er markedsdeltagerne fortsat klar over risikoen for endnu en runde af officiel japansk intervention, efter at de japanske myndigheder brugte knap 61 mia. dollar på indgreb i markedet, da yen første gang svækkedes til omkring 161 yen per dollar.
Det retter fokus på torsdag, hvor tynd likviditet på grund af den amerikanske helligdag vil øge effekten af en opkøbsrunde.
Dollar koster onsdag morgen 161,58 yen mod 161,44 yen tirsdag eftermiddag.
Euro ligger samtidig i 1,0744 dollar mod 1,0743 dollar tirsdag eftermiddag, og pund koster 1,2686 dollar mod 1,2676 dollar tirsdag.
.\\˙ MarketWire
Tags: Forex❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1186
- næste ›