Valuta: Handelsforhandlinger sætter investorer ud på kanten af stolen

Udgivet den 10-10-2019  |  kl. 06:32  |  

Valutamarkedets øjne er torsdag stift rettet mod handelsstriden mellem Kina og USA, mens frygten for endnu en omgang mislykkede forhandlinger hænger tykt i luften, efter meldinger om at de kinesiske topforhandlere planlægger at forlade Washington før tid på grund af manglende fremskridt.

Det er den Hongkong-baserede avis South China Morning Post, der citerer navngivne velinformerede kilder for, at der ikke er blevet gjort nogen fremskridt i de centrale spørgsmål, samt at Kinas hovedforhandler, vicepremierminister Liu He, har planlagt at forlade Washington allerede efter torsdagens forhandlinger - en dag tidligere end ventet.

Meldingen styrkede umiddelbart yen og svækkede samtidig yuan, inden markedet besindede sig i kølvandet af en rapport fra CNBC om, at Det Hvide Hus ikke er bekendt med nogen planer fra den kinesiske delegation om at forlade forhandlingerne før tid.

Men bevægelserne i markedet giver en forhånds-fornemmelse af, hvad man kan forvente, hvis forhandlingerne ikke resulterer i noget mere konkret.

- Vi ser ingen let vej til at opnå en aftale, så det her kan blive ved i et godt stykke tid, siger valutastrateg Joe Capurso fra Commonwealth Bank of Australia i Sydney ifølge Reuters.

Markedet har svinget i ugevis i takt med sandsynligheden for et gennembrud i forhandlingerne, mens tegnene på effekten på den globale økonomi er vokset både i styrke og i antal.

Der var ellers lagt op til optimisme efter meldinger om øgede kinesiske køb af amerikanske landbrugsvarer for at lette spændingerne før dagens højniveau forhandlinger med deltagelse af Robert Lighthizer og finansministeren Steven Mnuchin som modpart til Kinas vicepremierminister Liu He.

Pund koster torsdag morgen 1,2225 dollar mod 1,2230 dollar onsdag eftermiddag.

Euro koster torsdag morgen 1,0990 dollar mod 1,0980 dollar onsdag, og dollar koster torsdag morgen 107,50 yen mod 107,35 yen onsdag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Forex❯ 

Relaterede nyheder