Valuta: Handlelyst i Asien svækker yen

Udgivet den 03-07-2012  |  kl. 07:05  |  

Yen svækkes mod de større valutaer, efter at de fleste asiatiske aktieindeks fortsætter mandags stigning på den femte positive dag i træk i regionen. Der er spekulationer om, at centralbanker vil forsøge at handle for at mindske efterspørgselen efter aktiver med meget lav risiko som blandt andet yen.

- Yen bliver solgt som et tegn på, at risikoaversionen letter. Der er kommet nøgletal fra både Kina og Australien, som er bedre end forventet, hvilket har været med til at sætte gang i salget af yen, siger Masakazu Sato, valutarådgiver hos Gaitame Online, til Bloomberg News.

Dollar styrkes over for yen og handles til 79,76 yen mod 79,34 yen ved dansk børslukketid mandag. Ligeledes styrkes euro over for den japanske valuta og handles til 100,45 yen mod 99,84 yen ved danske børslukketid mandag.

I Australien ser der ud til at være kommet gang i byggebranchen. Data for antallet af byggetilladelser i maj var det højeste i to måneder, hvilket styrkede den australske dollar mod amerikanske dollar til det højeste niveau i to måneder.

Tal for de amerikanske fabriksordre samt ledigheden vil blive offentliggjort senere tirsdag. Tallene kan være med til at give liv til diskussionen om, hvorvidt den amerikanske centralbank, Federal Reserve, vil sende stimuli i markedet.

Euro styrkes over for dollar til 1,2594 dollar mod 1,2583 dollar ved dansk børslukketid mandag.

/ritzau/FINANS

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk