Valuta: Investorerne afventer amerikansk rentebeslutning

Udgivet den 17-09-2024  |  kl. 06:32  |  

Handlen på valutamarkedet tirsdag morgen foregår i yderst snævre intervaller.

Markedsdeltagerne afventer udfaldet af det to dage lange pengepolitiske møde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der afsluttes i morgen, onsdag, hvor spændingen om størrelsen af den amerikanske centralbanks forventede rentereduktion udløses.

Det lægger et effektivt låg over handlen, hvilket afspejles i dollarindekset, der tirsdag morgen ligger i 100,69 mod 100,73 mandag eftermiddag.

Indekset vægter amerikanske valuta over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner.

Federal Reserve har allerede gjort det klart, at en rentereduktion er så godt som vedtaget på forhånd.

Men medlemmerne i bankens renteudvalg, Federal Open Market Committee (FOMC), er næppe enige om størrelsen af nedsættelsen.

De har gennem den seneste tid har signaleret, er de klar til at sætte gang i en række rentenedsættelser, da inflationen er godt på vej ned mod målet på 2 pct., mens en afkøling på arbejdsmarkedet, kan blive mere alvorlig, hvis ikke der skrues ned for renteomkostningerne.

Dermed er beskæftigelsen i centrum, men de seneste data har ikke været overbevisende i en specifik retning.

USIKKERHED OM STØRRELSEN AF AMERIKANSK RENTEREDUKTION

Markedets usikkerhed omkring størrelsen af forbundsbankens rentenedsættelser har givet sig udslag i relativt store udsving i forventningsbilledet. Mandag steg fed funds futures og indikerede en sandsynlighed for en rentenedsættelse på 50 basispoint helt op til til 67 pct. mod 30 pct. for en uge siden ikke mindst i kølvandet af medieskriverier om udsigten til en aggressiv lempelse.

- Argumenterne for en rentenedsættelse på 50 basispoint i denne uge afhænger delvist af, at renten ligger et godt stykke over de fleste estimater af hvad der er en neutral rente. Så hvis FOMC vurderer, at det at holde politikken i restriktive territorier for længe skaber unødvendig risiko for økonomien, så giver det ingen mening at være fodslæbende, siger cheføkonom Neil Shearing fra Capital Economics til Reuters.

Økonomen peger samtidig på, at den høje overlægger for en stor rentenedsættelse, især i starten af lempelsescyklussen, er et problem, da det skaber et indtryk af, at centralbanken har begået en fejl og er faldet bagud af kurven.

Men uanset om det bliver en nedsættelse på -25 basispoint eller 50 basispoint, ventes Federal Reserves meddelelse at være afdæmpet.

- Dollar kan svækkes over for de andre store valutaer, selv med en nedsættelse på 25 basispoint, hvis meddelelsen er holdt i en meget dueagtig tone, og den største svækkelse vil sandsynligvis ses over for yen, skriver australske Macquarie ifølge Reuters og peger på, at kontrasten mellem centralbankernes udsigter er stærkest mellem Federal Reserve og Bank of Japan.

Bank of Japan holder pengepolitisk møde i slipstrømmen af Federal Reserve, men forventes generelt at fastholde pengepolitikken uændret, når mødet i Tokyo afsluttes fredag.

Dog er der forventninger om, at banken signalerer, at yderligere renteforhøjelser er i Bank of Japans støbeske, hvilket gør det næste monetære møde i oktober til et fokuspunkt.

Dollar koster tirsdag morgen 140,39 yen mod 140,45 yen mandag eftermiddag.

Euro koster samtidig 1,1129 dollar mod 1,1124 dollar mandag eftermiddag, mens pund koster 1,3208 dollar mod 1,3199 dollar mandag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Forex❯