Valuta: Kiwi-dollar svækket efter rentestigning

Udgivet den 24-05-2023  |  kl. 13:01  |  

Et ventet rentestigning i New Zealand svækker kiwi, som den newzealandske dollar populært kaldes.

Selvom Reserve Bank of New Zealand som ventet satte renten op med 25 basispoint til 5,50 pct., så blev kiwi prompte svækket fra 0,6255 amerikanske dollar per kiwi til 0,6173 dollar.

Onsdag middag går der 0,6122 amerikanske til en newzealandsk.

Renten er nu i sit højeste i mere end 14 år, og fra centralbankens side forlyder det, at den vil ligge der indtil juni 2024.

- Centralbanken var overraskende dueagtig i sine budskaber og prognoser. I modsætning til markedets forventninger vil RBNZ holde rentetoppen på 5,5 pct., og samtidig er det signalet til, at dens stramningscyklus er forbi, siger Carol Kong, valutastrateg hos Commonwealth Bank of Australia, til Reuters.

Tættere på de danske breddegrader øger handlere satset på yderligere rentestigninger hos den britiske centralbank, Bank of England, efter en højere end ventet inflation har afsporet forventningerne om, at stramningscyklussen er tæt på at være ovre, skriver Bloomberg News.

Kerneinflationen renset for energi- og fødevarepriser ramte i april det højeste niveau i årtier til 6,8 pct. fra 6,2 pct. i marts.

Markedet venter en rentetop på 5,5 pct. mod 5,1 pct. tirsdag. Centralbankens styringsrente er i øjeblikket 4,5 pct.

- Det er et forfærdeligt inflationstryk, der adskiller Storbritannien fra andre store udviklede økonomier ved at have et mere alvorligt inflationsproblem, skriver analytikere fra MUFG.

Pund er svækket til 1,2367 dollar mod 1,2421 dollar tirsdag.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Forex❯