Valuta: Lidt blødere dollar i takt med let vigende renter

Udgivet den 20-01-2022  |  kl. 06:32  |  

Amerikanske dollar er lettere blød i knæene på valutamarkedet torsdag morgen, hvor den amerikanske valuta følger udviklingen i T-bondmarkedet nøje. Og med let vigende rente på den toneangivende amerikanske statsobligation, er der en underliggende vigende dollar-tendens i markedet.

Dollarindekset, der måler dollar mod euro, japanske yen, pund sterling, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger torsdag morgen i 95,51 mod 95,58 onsdag eftermiddag.

De amerikanske statsrenter kravlede efter at have ligget klart lavere det meste af dagen atter opad mod aflutningen af onsdagens handelssession i New York, hvor den effektive tiårig T-bond-rente lukkede i 1,86 pct. - et enkelt basispoint lavere end tirsdag.

Torsdag morgen viger renten til 1,85 pct. efter at have rundet 1,83 pct. i den meget tidlige handel på T-bondmarkedet i Tokyo.

Det er den skyhøje inflation, der presser renten op i forventning om stadig flere renteforhøjelser fra den amerikanske forbundsbank, Federal Reserve, i årets løb.

Forventningerne er steget fra to forhøjelser til nu at være tæt på fem forhøjelser i løbet af 2022 og muligvis med en start på 0,50 pct.point frem for 0,25 pct. point som udgangspunkt.

Markedet vil få mere information om renteudviklingen, når Federal Reserves pengepolitiske udvalg - Federal Open Market Commmittee - træder samme på tirsdag for endnu et to dages møde.

- Centralbankerne får nu beviser for, at fjerde kvartal ikke nødvendigvis sænkede inflationstempoet. Vi ser dollar styrkes på kort sigt, men hviler ikke på laurbærrerne for de andre valutaer, da prisfastsættelsen af Feds forhøjelser efterhånden reduceres til en eftertanke, siger valutahandler Juan Perez fra Monex USA ifølge Reuters.

Næste uges møde ventes at skabe klarhed og give detaljer om afslutningen af centralbankens kvantitative lempelser, muligvis allerede i marts, samt at signalere renteforhøjelser i forbindelsen med afslutningen af lempelserne.

Euro koster torsdag morgen 1,1355 dollar mod 1,1350 dollar onsdag eftermiddag, mens pund koster 1,3625 dollar mod 1,3630 dollar onsdag.

Dollar ligger samtidig i 114,30 yen torsdag morgen mod 114,35 yen onsdag.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Forex❯