Valuta: Markant dollarstyrkelse efter indikationer på lavere tempo fra Federal Reserve

Udgivet den 19-12-2024  |  kl. 06:40  |  

Den amerikanske dollar ligger styrket onsdag morgen.

Det amerikanske dollarindeks ligger torsdag morgen nær sit toårige toppunkt, efter Federal Reserve onsdag aften indikerede, at der skrues ned for tempoet for kommende rentenedsættelser i det nye år.

Samtidig svækkes den japanske yen, efter at Bank of Japan besluttede sig for at holde renten ved lige. Her var der splittede holdninger i markedet, hvor nogle analytikere havde forudset en stigning på 25 basispoint grundet tegn på en stigende inflation i Japan, skriver Investing.com

Onsdagens rentemelding fra den amerikanske centralbank endte som ventet med en rentenedsættelse på 25 basispoint. Hvad, der imidlertid lader til at overraske markedet, er signalerne om kommende rentenedsættelser, og her er der indikationer på, at der skrues ned for tempoet for de kommende pengepolitiske møder i renteudvalget.

- I forhold til yderligere sænkninger kigger vi efter yderligere fremskridt på inflationen samt fortsat styrke i arbejdsmarkedet. Så længe arbejdsmarkedet er solidt, kan vi være forsigtige, mens vi overvejer yderligere nedsættelser, lød det fra Federal Reserve-topchef Jerome Powell.

Dollarindekset, der vægter dollar over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger ved 6.30-tiden torsdag i 108,09 mod 107,14 onsdag eftermiddag.

- Vi tror, at beslutningen markerer starten på en længere pause fra renteudvalget, selv om det er lidt for tidligt at sige det direkte. Vi forventer nu, at de amerikanske renter forbliver uændrede i hvert fald i første halvdel af 2025. Hvis det er rigtigt, bør en opjustering af markedsforventningerne understøtte dollaren i de kommende måneder, siger Nick Rees, senior valutamarkedsanalytiker hos Monex Europe, ifølge Reuters.

Euro koster torsdag morgen 1,0381 dollar mod 1,0474 onsdag kl 17. Samtidig koster en dollar 155,39 japanske yen mod 154,02 onsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Frederik Olling Milbæk

Tags:  Forex❯