Valuta: Norsk kr. fortsætter med at fjerne sig fra bunden

Udgivet den 25-03-2020  |  kl. 11:57  |  

Den hårdtprøvede norske kr. fortsætter onsdag middag tirsdagens fine form, der bød på valutaens største styrkelse over for dollar.

Store olieprisfald var i sidste uge med til at slå bunden ud af den norske valuta, der ramte et nyt lavpunkt over for blandt andet danske kr.

Den norske økonomi er stærkt afhængig af olie, da omtrent 20 pct. af økonomien kan relateres til den sektor.

Siden er oliepriserne steget en smule, ligesom det tirsdag ifølge mediet Dow Jones tydede på, at centralbanken har interveneret.

Norges Bank ønskede over for mediet ikke at kommentere historien, men henviste til udmeldingen i sidste uge, om at det blev overvejet på grund af volatiliteten.

Ifølge Bloomberg News viser data dog, at Norges Bank intervenerede i den norske kr. sidste uge.

Der skal onsdag 0,6346 danske kr. til en norsk af slagsen mod 0,6236 danske kr. tirsdag eftermiddag. Sidste uge ramte prisen i bunden i 0,5670 danske kr.

Pund koster onsdag middag 1,1919 dollar mod 1,1765 dollar tirsdag eftermiddag.

I hovedkrydsene koster euro onsdag middag 1,0816 dollar mod 1,0795 dollar tirsdag, mens dollar står i 111,21 yen per dollar mod 111,40 yen tirsdag eftermiddag.

Dermed fortsætter den amerikanske valuta de seneste dages svækkelse, som sulten for likviditet ifølge Reuters er blevet stillet af større amerikanske hjælpepakker.

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, løftede mandag sløret for nye støttetiltag og vil gå aggressivt til værks.

Derudover ser det onsdag ud til, at Trump-regeringen og de amerikanske senatorer er blevet enige om yderligere en stor økonomisk krisepakke.

/ritzau/FINANS

Oliver Sønderbye Therp

Tags:  Forex❯ 

Relaterede nyheder