Valuta: Norsk kr. har kurs mod genrejsning

Udgivet den 27-03-2020  |  kl. 12:47  |  

Den norske valuta blev skudt gevaldigt i sænk i sidste uge efter en periode med voldsomt store olieprisfald og stor markedsvolatilitet.

Siden har den norske kr. dog fjernet sig fra det historiske lavpunkt over for blandt andet den danske kr., og siden mandag er den styrket gevaldigt.

Fredag skal der 0,6427 kr. til en norsk mod 0,5984 kr. sidste fredag eftermiddag. Bunden blev nået sidste uge i 0,5670 kr. per norsk kr.

- De seneste fem dage er den norske kr. blevet styrket med 8,4 pct. over for kr. Hvis niveauet holder dagen ud, er det den største stigning på fem dage i flere årtier, skriver Kim Blindbæk, der er makroanalytiker hos Sydbank, i en kommentar.

- Mens finanskrisen rasede i 2008, så vi en stigning på 7,3 pct. på fem dage. Så der er lidt margin at give af, lyder det.

Han vurderer, at valutaen også i den kommende tid vil være ramt af store udsving på grund af usikkerheden omkring corona-udbruddet.

- Derfor kan investorerne hurtigt miste risikoappetitten. Det vil svække den norske kr. På den længere bane vurderer vi, at det nuværende niveau for den norske kr. er attraktivt i et langsigtet perspektiv, skriver Kim Blindbæk.

Den svage norske kr. giver dog Norge en turismefordel, når verdens rejseaktiviteter igen åbner op. Det kompenserer for et højt prisniveau:

- Flere turister i Norge er godt nyt for den norske økonomi, hvor turisme udgør mere end 5 pct. af økonomien. Turismesektoren er i øjeblikket hårdt ramt med en arbejdsløshed på over 25 pct. mod 3,4 pct. i starten af marts, skriver makroanalytikeren.

I de store valutakryds fredag middag koster euro 1,1017 dollar mod 1,1065 dollar fredag morgen.

Dollar koster 108,72 yen mod 108,35 yen fredag morgen.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  Intraday❯  Forex❯ 

Relaterede nyheder