VALUTA: Pund og dollar korrigerer - franc og lire fortsat stærke

Udgivet den 03-06-1997  |  kl. 14:31  |  

København--3.juni--NetPosten--Pundet startede med at korrigere, og siden fulgte dollaren med ned fra højderne, siger en handler i en større dansk bank til NetPosten.

Pundet startede en korrektion mod den tyske mark efter at være åbnet den europæiske handel på 2,8300 DM. Den gled ned i 2,8150 DM, før den kom sig. Siden er den steget til 2,8225. Handleren siger, at rygter om en renteforhøjelse i Storbritannien på fredag understøtter pundet.

Turen kom herefter til dollar/mark, hvor salgsordrer skubbede den ned fra næsten 1,7300 DM til 1,7225 DM. Handleren siger, at folk mere venter på en mulighed for at købe dollars end på en mulighed for at sælge dollars pga den stadig udsigt til en bred euro, hvorfor han venter, at dollaren vil blive købt på ethvert dyk.

D-marken kan godt styrkes, hvis Waigel og Tietmeyer virkelig får indgået et kompromis (se artikel kl. 1415), vurderer handleren.

Den franske franc ligger stabilt omkring 3,3700 DEM/FRF og venter på ministerudvælgelsen og detaljer om socialisternes ØMU-politik. Der ventes ikke de helt store udsving på kort sigt.

Den italienske lire ligger også stabilt på de højere niveauer efter gårsdagens kraftige stigning på udsigten til at komme med i en bred ØMU fra starten i 1999. Liren handledes senest i 983,00 DEM/ITL.

De sunde økonomier bliver belønnet i øjeblikket. Bl.a. er den norske krone blevet styrket til 412,60 DEM/NOK fra 416-418 i sidste uge.

Handleren siger, at han havde forventet mere uro i de europæiske kryds ovenpå det franske valg. Roen skyldes nok, at markederne ikke tror på en udskydelse, men på en bredere euro, siger han.











VALUTAKURSER
KRYDS Tirsdag kl. 13.58Tirsdag kl. 07.42
USD/DEM 172,30 173,00
USD/JPY 115,80 116,30
DEM/DKK 380,80 380,75
USD/DKK 656,00 658,70
DEM/SEK 451,15 450,70
DEM/FRF 337,10 337,25
GBP/DEM 282,00 282,90
Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder