Valuta: Stilhed før stormen

Udgivet den 15-08-2012  |  kl. 07:10  |  

Der er stilhed før stormen på valutamarkederne, hvor investorerne venter på flere vigtige nøgletal fra USA. Tidligt på eftermiddagen kommer der tal for blandt andet de amerikanske forbrugerpriser, de amerikanske virksomheders kapacitetsudnyttelse og tal for USAs industriproduktion. Udfaldet af onsdagens nøgletal kan få stor betydning fremadrettet, da en dårligere end ventet udvikling kan overbevise den amerikanske centralbank, Fed, om at lancere en ny omgang kvantitative lempelser. Et sådant træk fra Fed vil givetvis svække den amerikanske dollar, og derfor er investorerne ekstra årvågne omkring dagens nøgletal.

- Den amerikanske økonomi vokser langsomt og det ser jeg som positivt. Væksten er i et tilstrækkeligt tempo til at Fed nok vil undgå at fyre de store kanoner af. Det giver støtte til dollar, siger Hans Kunnen, cheføkonom i St. George Bank i Sydney, til Bloomberg News.

Industriproduktionen i USA ventes ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News at være vokset med 0,5 pct. i juli måned mod en vækst i juni på 0,4 pct. Empire Manufacturing indekset, der måler industriaktiviteten i staten New York, ventes at lande på 7 i august, mod 7,39 i sidste måned. De amerikanske virksomheders kapacitetsudnyttelse ventes også at stige en tak, til 79,2 pct. i juli fra et niveau i juni på 78,9 pct.

Fed har tidligere lanceret to omgange af de såkaldte kvantitative lempelser mellem 2008 og 2011, hvor banken i alt købte papirer i markedet for 2300 mia. dollar (ca. 13860 mia. kr.) i et forsøg på at stimulere den amerikanske økonomi.

Euro koster 1,2324 dollar mod et niveau på 1,2322 ved dansk børslukketid tirsdag. Den fælles valuta handler over for yen i 97,07 mod 97,10 tirsdag og dollar koster 78,77 yen mod et niveau på 78,80 ved dansk børslukketid tirsdag.

/ritzau/FINANS

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk