Valuta: Ugen indledes med handel i snævre intervaller

Udgivet den 09-09-2024  |  kl. 06:32  |  

Valutamarkedet holder sig til stramme intervaller mandag morgen.

Investorernes søgen efter tegn på omfanget af en rentenedsættelse fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der forventes i næste uge, fik ikke den afklaring, som var ventet i fredagens arbejdsmarkedsrapport, og nu ses der i stedet frem mod denne uges amerikanske inflationsmålinger.

Dollarindekset, der vejer den amerikanske valuta over for euro, den japanske yen, det britiske pund, den canadiske dollar, schweizerfranc og den svenske krone, ligger mandag morgen i 101,25 mod 101,05 ved 17-tiden fredag eftermiddag og mod 101,77 sidste mandag.

Fredagens meget omtalte amerikanske jobdata endte med at stille flere spørgsmål, end den gav svar på markedets forventninger om, hvorvidt Federal Reserve vil levere en regulær 25-basispoints rentenedsættelse eller en dobbelt reduktion på 50 basispoint på det pengepolitiske møde tirsdag og onsdag i næste uge.

For mens beskæftigelsen steg mindre end forventet i august, faldt arbejdsløsheden en anelse sideløbende med en fortsat solid lønvækst. Det indikerer godt nok, at det amerikanske arbejdsmarked var ved at afkøles, men ikke i et tempo, der berettiger til panik over de økonomiske vækstudsigter, om end en stor nedrevidering af jobvæksten i de to foregående måneder - primært i de mest konjunkturfølsomme sektorer - drypper malurt i "blød landing"-cocktailen.

I forlængelse af rapporten fastslog topchef for Federal Reserve of New York, John C. Williams, at tiden er inde til rentesænkninger i USA.

Meldingen fra Williams, der anses som en af de tungeste stemmer i beslutningsprocessen i den amerikanske centralbanks renteudvalg, Federal Open Market Committee, FOMC, var glasklar: "Med økonomien i ligevægt og en inflation på vej mod 2 pct. er det nu passende at skrue ned for graden af den restriktive pengepolitik ved at sænke fed funds-renten", lød det.

Samtidig blev det bemærket, at afkølingen af arbejdsmarkedet kan accelerere til noget mere alvorligt, hvis ikke renten reduceres.

- Federal Reserve befinder sig ved en korsvej. Med de blandede signaler fra arbejdsmarkedet er det usandsynligt, at de forpligter sig til en nedsættelse på 25 eller 50 basispoint endnu, siger strateg Boris Kovacevic fra Convera ifølge Reuters.

Futures viser en 35 pct. sandsynlighed for, at Federal Reserve sænker renten med 50 basispoint, svarende til 0,5 pct.point i næste uge.

Næste økonomiske indikator, der kan ændre på vurderingen er den amerikanske inflationsrapport, der fremlægges onsdag.

- Selv om der er mulighed for mere betydelige rentereduktioner frem til årets udgang, hvis dataene forværres, er vores grundindstilling fortsat en rentenedsættelse på 25 basispoint i september. Og lempelser i det tempo vil sandsynligvis også finde sted i november og december, siger cheføkonom David Doyle fra Macquarie i Sydney til Reuters.

Dollar koster mandag morgen 142,75 yen mod 142,45 yen fredag eftermiddag.

Euro ligger samtidig i 1,1083 dollar mod 1,1102 dollar fredag eftermiddag, mens pund koster 1,3135 dollar mod 1,3159 dollar fredag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Forex❯ 

Seneste nyheder