Valuta: Virusfrygt og elendige PMI-data sender dollar på himmelflugt

Udgivet den 21-02-2020  |  kl. 06:32  |  

De finansielle markeder har slået bak fredag morgen, hvor frygten for spredning af coronavirus i Sydkorea, Japan og den kinesiske hovedstad, Beijing, dræner de asiatiske lande for overskudslikviditet og sender kapitalen mod en i forvejen tårnhøj amerikansk dollar.

Især japanske yen mærker effekten af kapitalstrømmene, idet den traditionelle tiltrækningskraft, som landets status som sikker havn normalt giver, er forduftet og erstattet af virusfrygt, hvilket sender dollar til det stærkeste niveau mod yen siden april.

Virusset har dræbt mere end 2200 mennesker på det kinesiske fastland, og bestræbelserne på at begrænse sygdomme har stort set lammet verdens næststørste økonomi.

Fredag bekræftede de sydkoreanske myndigheder 52 nye coronavirus-infektioner, mens to inficerede passagerer fra et krydstogtskib i karantæne nær Tokyo er døde, og to passagerer, der blev evakueret fra skibet og nu er i Australien, er testet positive.

- Nye sager i Sydkorea og Japan har selvfølgelig givet nogle investorer kolde fødder omkring Japan og yen som sikker havn, siger valutachef David Bloom fra HSBC ifølge Reuters.

Både japanske yen og koreanske won har mistet mere end 2 pct. i værdi over for dollar over de seneste dage, mens de to andre stærkt Kina-afhængige valutaer, australske og newzealandske dollar, begge har mistet 1,5 pct., hvilket bringer årets samlede kursnedgang mod amerikanske dollar op på mere end 5 pct. for begge.

For at gøre ondt værre tegner de foreløbige japanske PMI-indeks fra Markit Economics et rigtigt skidt billede af udviklingen i februar med markant faldende aktivitet i både fremstillingssektoren og servicesektoren.

PMI-data fra eurozonen bliver offentliggjort senere fredag, og hvis de viser lignende vigende aktivitet, kan endnu en runde dollarkøb sætte ind.

- USA er simpelthen mindre udsat for afmatningen i den globale handel, og med hensyn til valutaer er det den åbenlyse kandidat med en relativt begrænset påvirkning fra coronavirus, siger valutaanalytiker Sean Callow fra Westpac i Sydney til Reuters.

Pund koster fredag morgen 1,2890 dollar mod 1,2885 dollar torsdag eftermiddag ved 17-tiden.

Euro står fredag morgen i 1,0790 dollar mod 1,0805 dollar torsdag eftermiddag, og dollar koster 112,00 yen mod 112,15 yen torsdag.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Forex❯ 

Relaterede nyheder