Verdens største fonde vil købe større selskaber
Kapitalfond og TDC-ejer Blackstone vil udvide sin nyeste fond, så der i alt kommer 118 mia. kr. i kassen. Med udnyttelse af lånefinansiering er fonden Blackstone Capital Partners V nu i stand til at foretage opkøb for omkring 500 mia. kr. Målet er at kunne deltage i opkøb af langt større selskaber, end kapitalfonde traditionelt har kastet penge efter. Salget af TDC i 2005 er stadig en af de største handler nogensinde for kapitalfonde. Det skriver dagbladet Børsen.
Analytikere spekulerer i, at også det britiske teleselskab BT og fødevaregiganten Unilever kan blive mål for de store fonde. Også kapitalfonde som Texas Pacific og Kohlberg Kravis Roberts har for nyligt rejst kapital i nye megafonde på knap 100 mia. kr. De enorme fonde kan sparke gang i en gigantisk opkøbsbølge, hvor også meget store selskaber står for skud. Kapløbet handler selv sagt om den prestige og omtale, det giver, at være verdens største.