Vestas-aktien skriver historie med fald for tiende dag i træk
Der er gode og dårlige perioder på aktiemarkedet, men for Vestas-aktien er det i den grad en dårlig periode. En historisk dårlig periode ligefrem.
Vindmølleproducentens aktie faldt onsdag nemlig for tiende dag i træk.
Onsdagen endte aktien 0,9 pct. lavere i kurs 139,75 kr., og på de ti røde aktiedage er den faldet fra 163,65 kr. svarende til et samlet fald på 14,6 pct.
Siden børsnoteringen af Vestas tilbage i 1998 har der været nogle få negative stimer på ni dage i træk med kursfald - men aldrig 10.
Sidste gang, aktien faldt ni dage i træk, var for ti år siden, hvor den blev send ned fra 40,04 kr. til 32,50 kr. svarende til et samlet fald på 18,8 pct.
En skuffende ordreudvikling frem mod udgangen af tredje kvartal har de seneste dage lagt ekstra pres på aktien.
Siden kvartalsafslutningen har flere finanshuse sænket deres kursmål for aktien. Onsdag var både Danske Bank, Deutsche Bank og finanshuset Jefferies ude at justeret deres kursmål ned.
Hos Danske Bank begrundes justeringerne med en lavere end ventet ordreindgang, men også en langsommere stigning i indtjeningen i havmølleforretningen.
Aktien har den senere tid også været tynget af usikkerhed om udfaldet af præsidentvalget i USA, som er selskabets største marked.
Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, er indædt modstander af vindmøller, og investorerne er bekymrede for, at han kan forringe rammebetingelserne, hvis han ender i præsidentembedet igen.
Derudover kan frygt for stigende konkurrence fra kinesiske rivaler i Europa have spillet ind på kursudviklingen. Truslen fra Kina var blandt andet et tema på sidste uges vindmøllekonference i Hamborg.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯