Vestas bekræfter australsk ordre på 214 MW

Udgivet den 28-02-2019  |  kl. 11:00  |  
Vestas

Vindmølleproducenten Vestas bekræfter, at selskabet har indgået et samarbejde med australske Alinta Energy om opførsel og service af en 214 megawatt (MW) stor vindpark, Yandin, der skal bygges i Western Australia 159 kilometer nord for storbyen Perth og begynde drift i tredje kvartal 2020.

Det australske selskab offentliggjorde nyheden mandag.

Vindmølleparken kommer til at bestå af 51 møller - alle med en kapacitet på 4,2 megawatt - og vil blive den største af sin slags i Western Australia.

Mandag oplyste Alinta Energy, at parken kommer til at koste omkring 400 mio. australske dollar, svarende til lige godt 1,9 mia. kr., og Vestas skal stå for at betjene og vedligeholde projektet, lyder det.

Vestas oplyser, at der er indgået en 25-årig servicekontrakt.

- Yandin er et nøgleprojekt for Vestas, for Alinta og for Western Australia. Vi er mere end glade for at være Alintas partner på dette projekt, da vi kan se et enormt potentiale for vindenergi i Western Australia, som er perfekt egnet til vores industriledende vindmøller, siger Peter Cowling, der er salgschef for Vestas i Australian og New Zealand, i en meddelelse.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder