Vestas modtager mindre italienske ordrer
Vestas har modtaget italienske ordrer på i alt 36 stk. V80-2,0 MW vindmøller, fremgår det af en børsmeddelelse.
Ordrerne bekræfter Vestas-koncernens positive forventninger til det italienske marked, skriver vindmølleproducenten.
Vestas har modtaget turnkey-ordrerne fra et joint venture mellem det italienske projektudviklingsselskab Fri-El GreenPower og selskaber i den franske EDF koncern. Kontrakterne omfatter vindmøller, overvågningssystem, transport, installation og idriftsættelse samt infrastruktur.
Vindmøllerne vil blive installeret i 2005 og 2006 i fire vindmølleparker, der støder op til hinanden. Parkerne, der vil have en samlet installeret kapacitet på 72 MW, ligger i SantAgata de Puglia kommunen i Puglia regionen i Syditalien.
- Vi er glade for endnu en gang at være blevet valgt som leverandør til Fri-El GreenPower og EDF koncernen. Den mølletype, der er valgt til projektet, er Vestas gennemtestede V80-2,0 MW mølle, som vi tidligere har leveret til samme kunde, siger Vestas administrerende direktør Ditlev Engel og fortsætter:
- Vi betragter ordren som en bekræftelse på Vestas konkurrencedygtighed på det italienske marked, hvor der er en stigende interesse for møller i MWklassen.
Fri-El GreenPower, som er lokaliseret Bolzano i Italien, udvikler vindmølleprojekter primært i Italien. Ud over vindmølleparker i Campania-regionen og på Sardinien, der alle består af Vestas-vindmøller, driver Fri-El og koncernens associerede selskaber 17 vandkraftværker, der til sammen har en årlig produktion på 200 GWh.
EDF Energies Nouvelles, der er et 50% ejet datterselskab i EDF koncernen, er specialiseret i elproduktion fra vedvarende energikilder. Selskabet er repræsenteret i EU (Frankrig, Portugal, Italien, UK) og i USA med en samlet installeret kapacitet på 780 MW.
Ovenstående påvirker ikke Vestas-koncernens tidligere udmeldte forventninger til 2005.