Whistleblower tør endnu ikke at fremvise omstridt aftale
Danske Bank har ikke rettet direkte henvendelse til whistleblower Howard Wilkinson om, at han må offentliggøre den tavshedsklausul, som viser, hvad han må og ikke må sige om hvidvasksagen.
Derfor vil han endnu ikke offentliggøre klausulen. Han vil ikke risikere søgsmål, siger hans advokat, Stephen M. Kohn, under en høring i Europa-Parlamentet.
- Danske Bank har ikke kommunikeret til os, at vi må offentliggøre tavshedsklausulen. Når vi får henvendelsen, vil vi offentliggøre den, siger Kohn.
Danske Bank oplyste tirsdag til Bloomberg News, at banken ikke ville have noget imod, at whistlebloweren offentliggør sin fratrædelsesaftale med banken fra 2014.
Aftalen indeholder den tavshedsklausul, som ifølge Wilkinson hindrer ham i at fortælle om væsentlige detaljer i sagen.
Wilkinson siger under høringen, at han ikke var glad, da han skrev under på aftalen.
- Min bekymring var, at banken ikke ville undersøge sagen ordentligt. Men hvis jeg underskrev aftalen, ville jeg få 20.000 euro. Jeg har en familie, så jeg tog pengene, siger han.
Howard Wilkinson var i syv år chef for Danske Markets afdeling i Baltikum.
/ritzau/