Widex vil hjælpe både audiolog og bruger med nyt intelligent produkt

Udgivet den 23-04-2018  |  kl. 12:13  |  
20180423121244279_org.jpg0Med den medfølgende app til Widex Evoke får brugerne to valgmuligheder, der gradvist lærer høreapparatet den korrekte indstilling.3

Den privatejede danske høreapparatproducent Widex har med lanceringen af sin nye produktplatform, Widex Evoke, taget et stort innovativt skridt fremad, idet første produkt på den nye teknologiplatform - ud over en opgraderet og forbedret bagvedliggende audiologi - er baseret på såkaldt machine learning.

Det gør produktet "intelligent", idet høreapparatet via inputs fra brugeren selv kan lære at levere bedre i forhold til den enkelte brugers behov i enkelte situationer.

Widex afslørede lanceringen i forbindelse med sidste uges AAA-messe i Nashville, Tennessee, men selskabet havde af hensyn til lanceringsstrategien ikke mange detaljer med på selve udstillingen. Widex satser i stedet på en stribe lanceringsevents for kunderne - blandt andet et stort et af slagsen i Las Vegas i starten af maj.

Ritzau Finans har dog fået mulighed for at dykke lidt ned i maskinrummet bag det nye produkt sammen med nogle af de medarbejdere, der har været med i udviklingen.

Widex Evoke fungerer ved, at brugerens audiolog ved første tilpasning indstiller produktet så godt som muligt til den enkeltes behov. Derefter kan brugeren selv - via en medfølgende applikation til telefonen - "lære" høreapparatet, hvordan det skal indstille sig i enkelte situationer.

Det skal ifølge Widex kunne reducere behovet for at vende tilbage til audiologen for at indstille høreapparatet igen. Noget, som ellers typisk er nødvendigt fem til syv gange for den gennemsnitlige bruger. Samtidig kan brugeren selv løse udfordringerne her og nu.

- Vi skal i dag forudstille det med en masse antagelser. Og vi kan ikke altid vide præcis, hvad folk vil have. For alle er individuelle, og verden er forskellig alle steder. Hørelse sker i det virkelige liv - i situationer som den her, forklarer Oliver Townend, der er audiolog og chef for audiologisk kommunikation hos Widex, til Ritzau Finans.

- Når et høreapparat ikke lever op til et individuelt behov, skal brugerne nu tage fat i audiologen, besøge klinikken og forsøge at forklare et problem, de havde for to uger siden. Det er meget komplekst, og det er frustrerende - ikke kun for brugeren, men også for audiologen, fortsætter han.

TO MULIGHEDER AT VÆLGE IMELLEM

Widex Evoke kan i en given situation indstille sig selv bedre, hvis brugeren oplever en udfordring i et bestemt miljø. Er der eksempelvis for meget baggrundsstøj på en restaurant, går brugeren ind i sin medfølgende app, og her bliver den mødt med to forudindstillede valgmuligheder.

Brugeren vælger herefter den, der umiddelbart lyder bedst, og bliver så mødt af to valgmuligheder igen. På den måde kan brugeren med få klik pejle høreapparatet ind på en bedre indstilling - uden at skulle have kontakt til audiologen.

- Det er her machine learning-algoritmerne kommer ind i billedet. Det kan meget hurtigt - ved at stille de rigtige spørgsmål - sætte nogle parametre op, der meget præcist kan ramme, hvad brugeren gerne vil høre i et specifikt øjeblik. Det er en meget simpel og intuitiv brugerflade, som brugeren skal anvende. De peger bare på, hvad der lyder bedst, forklarer Oliver Townend.

- De to første valgmuligheder er egentlig tilfældige, men så snart den første profil er valgt, begynder maskinen at lære, hvad brugeren gerne vil høre. Man kan blive ved og ved. Og når man har gjort det 20 gange, ved vi, at det ikke bliver ret meget bedre, fortsætter han.

Når høreapparatet så har fundet den optimale indstilling, kan brugeren enten vælge at gemme indstillingen, så den kan vælges igen senere, eller blot bruge den midlertidigt og derefter vende tilbage til standardindstillingen.

MEGET INDIVIDUELLE BEHOV

Og det giver god mening at give brugeren selv kontrollen, for selv om høreapparatproducenterne selv - og naturligvis også audiologerne, der indstiller apparaterne - ved meget om folks behov og udfordringer grundet mange års erfaring, er alle meget forskellige.

Det giver mange særlige ønsker, som machine learning-teknologien kan tage hånd om.

- Det her er noget, hvor vi giver brugeren magten til at indstille til den enkeltes behov. I forsøgene havde vi nogle helt fantastiske resultater, hvor brugerne gjorde nogle meget specifikke ting, som vi aldrig kunne have udtænkt fra vores kontor, siger Jens Brehm Bagger Nielsen, der er produktarkitekt i Widex' forsknings- og udviklingsafdeling og har været med i udviklingen af teknologien bag Widex Evoke.

- Ideelt set vil høreapparats automatiske indstillinger tage sig af langt de fleste udfordringer - 99,9 pct. af tiden. Men selv de 0,1 pct. af tiden, hvor det ikke rammer, har en stor betydning for brugeren. Nu kan brugeren fjerne den lille sten i skoen selv, supplerer Oliver Townend.

Og der er tale om en fuld indstilling af alle lytteparametrene bag høreapparatet. Det er ikke blot et spørgsmål om at justere lidt på lydstyrken eller andre småjusteringer. Brugeren får med app'en adgang til den fulde audiologiske kraft bag Widex Evoke.

- Det er ikke kun volumen eller gain, man kan indstille. Det er en fuld indstilling, som vi kan tage fat på. Hvis man vil opleve det i det virkelige liv, kan man bare åbne sin Netflix, og så vil det komme med en stribe forslag baseret på, hvad du har set tidligere. Det er det samme, som sker her, siger Jørgen Jensen, der er administrerende direktør hos Widex.

GIVER ET HAV AF BRUGBARE DATA

Og det er ikke kun høreapparaterne, der lærer med den nye lancering. Det gør Widex også selv, fordi brugernes egne indstillinger genererer en stribe data om, hvad folk gerne vil høre i de enkelte situationer.

Data er anonyme, men vil kunne servere en stribe tendenser, som Widex kan bruge til at programmere de valgmuligheder, som brugerne præsenteres for i applikationen bedre, men også til at lave bedre nye produkter i fremtiden.

- Vi har masser af muligheder for at sende en ny app på gaden baseret på brugernes input. Vi vil begynde at se nogle trends, som vi kan bruge til at programmere bedre og mere præcise antagelser ind som standard. Alle, der bruger det her, hjælper alle andre. Både slutbrugerne og audiologerne, forklarer Jens Brehm Bagger Nielsen.

- Alle de her data vil hjælpe os til at bygge bedre høreapparater helt generelt. Vi tager laboratoriet ud i det virkelige liv med den her lancering, uddyber Oliver Townend.

VIL IKKE OVERFLØDIGGØRE AUDIOLOGERNE

Widex understreger, at det langt fra er selskabets hensigt at skære audiologens funktion væk med den nye lancering.

Widex Evoke skal i stedet gøre livet lettere for alle parter på længere sigt, idet brugerne skal bruge færre besøg hos audiologen, som så i stedet får mere tid til at tilpasse nye høreapparater.

- Det vil helt sikkert skære ned på de genbesøg hos audiologen, der er nødvendige for at indstille høreapparatet igen. Vi vil ikke stoppe folk i at tage til høreklinikken, og vi vil ikke skære audiologen ud. Vi forsøger bare at reducere de meget stressende og nogle gange ikke succesfulde genbesøg, siger Oliver Townend.

Netop nu er såkaldt remote fine tuning, hvor brugerne via internettet kan komme i dialog med audiologen og få indstillet deres høreapparater, et stort tema i industrien. Flere selskaber har lanceret sådanne løsninger, der også vil kunne spare brugerne for turen til høreklinikken.

Men også den del bliver i mindre grad vigtig, hvis man anvender Widex Evoke. Remote fine tuning-løsninger har dog i den grad stadig gang på jorden, fordi kontakten med audiologen - også nogle gange som ren rådgivning - er afgørende.

- Det er noget, der vil leve side om side med remote fine tuning. Der vil stadig i nogle situationer være behov for noget remote fine tuning, men det her vil tage hånd om 95 pct. af de udfordringer, som brugerne har i hverdagen, siger Widex-topchef Jørgen Jensen.

Widex Evoke lanceres i alle formfaktorer på alle større markeder fra slutningen af april. Til efteråret er det desuden meningen, at Widex vil udvide produktplatformen med sin meget omtalte brændselscelleteknologi, der kan lade et høreapparat fuldt op på under et halvt minut.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Shares❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
-4,40%
 
12/10/18

 
-3,37%
 
12/10/18

 
-7,85%
 
12/10/18

 
-7,44%
 
11:19:02

 
-0,20%
 
11:19:02

 
-21,85%
 
11:19:02

 
-0,52%
 
11:19:02

 
-0,05%
 
11:19:02

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder