William Demant fastholder forventningerne

Udgivet den 12-05-2005  |  kl. 08:28  |  

William Demant Holding (WDH) fastholder efter første kvartal forventningerne til 2005 på et uændret niveau, fremgår det af selskabets kvartalsorientering.

Samlet set forventes der i 2005 således fortsat en omsætning på niveau 4,5-4,6 mia. kr. svarende til en organisk vækst på 6-9%. Tilsvarende ventes et resultat af primær drift (EBIT) på mellem 1.050 mio. og 1.100 mio. kr., hvilket vil give en overskudsgrad på mellem 23,5% og 24,5%. Indtjeningen pr. aktie (EPS) ventes at stige med 10% i 2005.

- Koncernens forventninger om tiltagende konkurrence i højprissegmentet som udtrykt i årsrapporten i begyndelsen af marts er blevet bekræftet efter den forgangne del af 2005. Med introduktionen af Oticon Syncro2 og produktfamiliens nye funktionaliteter vurderes det imidlertid, at koncernen står solidt rustet til at imødegå den skærpede konkurrence i dette segment, skriver WDH.

Koncernen har i første kvartal genereret et cash flow fra driften, der ligger over det cash flow, der blev genereret i samme periode sidste år, der var præget af lageropbygning i forbindelse med lanceringen af Oticon Syncro.

For 2005 som helhed ventes et frit cash flow (eksklusive investeringer i forbindelse med erhvervelsen af det nye domicil), der ligger på linje med eller over niveauet i 2004.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder