Yahoo! kåret som Internet Company of the Year

Udgivet den 22-06-1999  |  kl. 15:27  |  

København--22. juni--NetPosten--Bag verdens mest populære guide til Internet står verdens bedste Internet-firma. Det var konklusionen, da marketingeksperter fra hele verden i dag kårede Yahoo! som "Internet Company of the Year". Kåringen foregik under festlige former i forbindelse med den årlige Internationale Reklame Festival, der holdes for 46. gang i Cannes i disse dage.

Internets stigende betydning for markedsføring og reklame understreges af, at festivalen nu har udvidet sin Løve-familie af priser med en række Cyber Lions. De uddeles bl.a. til den bedste hjemmeside og de bedste online-annoncer på Internet. I den forbindelse modtog Yahoo! anerkendelsen som "årets Internet-virksomhed 1999".

En af de to stiftere af Yahoo!, Jerry Yang, modtog prisen i Palais des Festival, der også danner rammen om den berømte filmfestival i Cannes. Yang, som stammer fra Taiwan, men er opvokset i Californien, grundlagde Yahoo! i 1994.

Yahoo! er i dag markedets suverænt største og mest succesfulde guide til World Wide Web. Yahoo! har mere end 60 millioner brugere og kontorer overalt på kloden. Et af de nyere er Yahoo! Danmark, der blev åbnet i november 1997.

Udgivet af: NPinvestordk