Fredagens aviser med Novo Nordisk, Coloplast, GN og Mærsk

Udgivet den 24-07-2015  |  kl. 06:36  |  

BØRSEN

KØBENHAVNERNE LUKKER LUFT UD AF BOLIGBOBLE

København er nu det sted i landet, hvor færrest forventer stigende boligpriser. Mange købere har et mere realistisk syn på prisudviklingen i København, siger indehaver af flere Danbolig-butikker i København. Mæglerkæden Home mener, at priserne har nået et realistisk leje. (Forside, side 16-17)

PFA'S OMSTRIDTE GAVEREGN TAGER TIL I STYRKE

Pensionskæmpen PFA vil over de kommende år uddele over 1 mia. kr. til kunder, der har investeret en del af deres formue i PFA. Pengene kommer fra den omstridte 16 mia. kr. store pengetank, Kollektiv Kundekapital. Problemet er, at ikke alle bliver tilbudt at være med i kundekapitalen. Der er en gruppe, der bliver holdt ude for det gode selskab. (Side 6-7)

BOOM PÅ VEJ FOR NETHANDEL MED MEDICIN I DANMARK

Salget af medicin over nettet har stort set været ignoreret herhjemme, men apotekerne skruer op for ambitionerne og venter en mangedobling af nethandlen over de kommende fem år. En apoteker i Hadsten giver kæderne baghjul på nettet. (Side 8-9)

EU VARMER OP TIL OPGØR MED VOGNMÆND

EU-Kommissionen har taget de indledende skridt til et retsopgør med den nye lov for godskørsel. Kommissionen frygter, at Danmark sætter forhindringer i vejen for det indre marked. (Side 12)

NYT MILLIARDBOOST TIL KINESISK AKTIEMARKED

Milliarder af kinesiske yuan vælter snart ind over det kinesiske aktiemarked. Som et led i at redde et afsporet kinesisk aktiemarked har den kinesiske regering meldt ud, at den inden oktober vil vedtage en lov, der giver de statslige pensionskasser adgang til for første gang nogensinde at handle med aktier. (Side 20)

BERLINGSKE BUSINESS

DANSKERNE LEVER FEDT AF GLOBALISERING

Store fladskærme til 4000 kr. som i Elgiganten er det mest synlige tegn på, at globaliseringen gør alle danskere rigere via billigere varer. Men kan det fortsætte? (Forside, side 4-5)

3 PCT. TRÆKKER BOLIGEJERNE TIL FASTRENTELÅN

Siden begyndelsen af 2015 er interessen for at optage boliglån med fast rente nærmest eksploderet. Interessen for fastrentelån er lige nu den største siden 1999, hvor flekslånene kom på markedet herhjemme. (Side 6)

FORSIKRINGSMÆGLERE SÆTTER SIG PÅ DE STORE ERHVERVSKUNDER

Forsikringsmæglerne sætter sig i stigende grad på forsikringsmarkedet for store erhvervskunder, hvilket presser priserne nedad. Til gengæld holder forsikringsselskaberne mæglerne væk fra de mindre og mellemstore erhvervskunder. (Side 10-11)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

KVINDER SNYDER SIG SELV FOR MILLIONER

Kvinder kan spare et trecifret millionbeløb ved at forhandle deres bankvilkår, men det sker stort set ikke, påpeger Mybanker. Nordea bekræfter, at kvinder ofte snyder sig selv. (Forside, side 6-7)

ENTREPRENØRGIGANTER HAR KURS MOD MÅLSTREGEN

De største entreprenører nærmer sig målet med hastige skridt, men enkelte kæmper stadig med underskud. De magiske 5 pct. i overskudsgrad er, hvad mange aktører i bygge- og anlægsbranchen stiler mod. (Side 2)

PENSIONSKASSE VIL KØBE FLERE LANDBRUG

AP Pension er på vej til at fordoble sine investeringer i dansk landbrug. Pensionskassen har allerede købt ni danske landbrugsbedrifter og planlægger nu at fordoble investeringsrammen til 1,2 mia. kr. (Side 3)

FLYGIGANTER AFVISER RYANAIRS PÅSTAND OM VIKARER

Ryanairs udmelding om, at selskabet ikke er værre end andre, når det gælder brugen af vikarer, er grebet ud af den blå luft, lyder det fra de selskaber, Ryanair selv sammenlignede sig med. (Side 3)

DANSKE MILLIARDKONCERNER ER DE GLOBALE INVESTORERS KÆLEDÆGGER

Novo Nordisk, Coloplast, GN Store Nord og Mærsk er i toppen af listen over selskaber, der har gjort det exceptionelt godt for aktionærerne i de seneste fem år. De indtager hitlisterne blandt 2000 af verdens største virksomheder. (Side 4)

ALLER HAR KØBT SIG TIL EN MERE BLADDØDSRESISTENT TOPLINJE

Se og Hør-sagen har kostet Aller dybe hak i omdømmet. De kunne måske have været blidere, hvis man havde tækkedes pressen mere, mener topchef i Aller Media Pål Thore Krosby. (Side 8-9)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Tags:  Danske Aviser❯ 

Seneste nyheder