Totalkredit får ny adm. direktør - Nykredit Realkredit A/S

Udgivet den 07-04-2021  |  kl. 08:00  |  

Til Nasdaq Copenhagen

7. april 2021

Totalkredit får ny adm. direktør

Pernille Sindby tiltræder dags dato som adm. direktør for Totalkredit A/S. Hun afløser Camilla Holm, der som udmeldt 9. marts skifter til en stilling som koncerndirektør i PFA.

Pernille Sindby har været i Nykredit-koncernen siden 2003 og har hidtil været leder af Risk & Conduct/Compliance og dermed risikoansvarlig for alle selskaber i koncernen, inkl. Totalkredit.

Enheden Risk & Conduct/Compliance deles i to selvstændige enheder. Morten Lisberg, der har været i Nykredit-koncernen siden 2005, overtager dags dato ledelsen af Risk & Conduct og bliver dermed risikoansvarlig for alle selskaber i koncernen. Annelise Warrer, der har været i Nykredit-koncernen siden 2004, fortsætter som leder af Compliance, dog nu med reference til koncerndirektør Anders Jensen.

Michael Rasmussen, koncernchef for Nykredit og bestyrelsesformand for Totalkredit, udtaler:

- Jeg er glad for og stolt over, at vi kan besætte tunge poster med stærke, interne profiler, der kender huset ind og ud. Pernille har fra forskellige vinkler arbejdet med realkredit i 18 år - ofte sammen med vores partnere i Totalkredit. Hun er den helt rigtige til at videreføre og udvikle det gode samarbejde, der de seneste år har skabt flot kundetilgang og udlånsvækst i hele landet. Morten og Annelise kender Nykredits maskinrum som få. Morten har indsigten og erfaringen til at sætte sig i spidsen for vores arbejde med risiko og ansvarlig forretningspraksis, og med Annelise ved roret er vores compliance-arbejde fortsat i trygge hænder. Begge områder er helt centrale for en foreningsejet og samfundsansvarlig finansiel virksomhed, der samtidig er landets største udlåner.

Kontakt presseafdelingen på tlf. +45 27 58 95 88

Vedhæftet fil

Totalkredit får ny adm. direktør - 07042021

\Hugin

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder