Sydbank: Gode data fra Novos blødermedicin - virker konkurrencedygtigt

Udgivet den 14-05-2024  |  kl. 06:34  |  
Arkiv: Foto

Novo Nordisk har mandag offentliggjort data fra et pivotalt fase 3a-studie med det potentielle blødermiddel Mim8, som i undersøgelsen havde nået sit ene endemål.

Resultaterne på tværs af de mange understudier vurderes af aktieanalytiker Søren Lønftoft fra Sydbank til at være positive, og han ser derfor et potentielt konkurrencedygtigt produkt.

- Min opfattelse er på linje med Novo Nordisks egen. Det er gode data, siger Søren Løntoft til MarketWire.

Han peger på, at man skal sammenlignet resultaterne med de tilsvarende studier af schweiziske Roches middel til behandling af hæmofili A. Det hedder Hemlibra, og det omsatte senest i 2023 for 4,1 mia. schweizerfranc eller 31,2 mia. kr.

- Konklusion virker til, at det vil kunne være et konkurrencedygtigt produkt. Man ser store reduktioner i blødninger. Og man ser en meget, meget stor andel, der gør brug af Mim8 en gang ugentligt såvel som månedligt, som ikke oplever nogen blødninger overhovedet. Det gør sig gældende både hos de patienter, som tog anden behandling profylaktisk, og de patienter, som ikke tog anden behandling profylaktisk.

- Det virker også konkurrencedygtigt, når man skeler til de mange forskellige studier med Hemlibra fra Roche.

Forsøget, der omfattede 254 patienter i alderen 12 år og ældre med hæmofili A, undersøgte effektiviteten og sikkerheden af Mim8 en gang om ugen og en gang om måneden sammenlignet med ingen tidligere forebyggende, altså profylaktisk, behandling og tidligere koagulationsfaktor forbyggende behandling.

Hos personer uden forudgående profylaksebehandling viste Mim8 en gang om ugen og en gang om måneden overlegne reduktioner på henholdsvis 97 pct. og 99 pct. i behandlede blødninger sammenlignet med dem, der ikke modtog nogen profylaksebehandling.

Derudover oplevede 86 pct. af personer, som blev behandlet med Mim8 en gang om ugen, og 95 pct. af dem, der blev behandlet med en gang månedligt med Mim8, ingen behandlede blødninger sammenlignet med 0 pct. af dem, der ikke blev behandlet uden profylakse.

- Mim8 ser ud til at kunne blive et fleksibelt bløderpræparat. Det skal tages en gang ugentligt eller en gang månedligt. Det virker sikkert, ud fra det vi kan se. Og ligesom Hemlibra er det bekvemt, da det gives subkutant.

"Subkutant" betyder, at midlet gives til patienterne under huden via en kanyle.

Mim8 er et bispecifikt antistof udviklet af Novo Nordisk til behandling af hæmofili A. Det imiterer proteinet faktor VIII og fremmer blodkoagulation, hvilket potentielt reducerer behandlingsfrekvensen.

Faktor VIII er et vigtigt blodkoaguleringsprotein, som hjælper med at stoppe blødninger. Ved hæmofili A mangler patienter funktionelt proteinet, hvilket fører til øget blødningsrisiko.

Den amerikanske storbank Cititgroup har for nyligt i en analyse ifølge dagbladet Børsen anslået et muligt topsalg af Mim8 på 13,2 mia. kr.

.\\˙ MarketWire

Redaktion

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder