USA/T-bond: Politisk usikkerhed overskyggede positivt inflationsnyt

Udgivet den 01-07-2024  |  kl. 06:32  |  

Inflationen i USA aftog som ventet i maj, men alligevel blev de lange amerikanske renter handlet op fredag i kølvandet af øget politisk usikkerhed efter præsidentdebatten torsdag aften mellem Joe Biden og Donald Trump.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg med 11 basispoint til 4,40 pct. I løbet af fredagen svingede den lange rente mellem 4,26 og 4,40 pct.

Mandag morgen forrentes den tiårige T-bond med 4,39 pct. på markedet i Tokyo.

Det er 7 basispoint højere, end da obligationsmarkedet i Danmark lukkede fredag.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente steg 4 basispunkter til 4,76 pct.

Mandag morgen er renten på den toårige T-bond 4,73 pct. på markedet i Tokyo.

Fokus skulle fredag egentlig have været på den imødesete inflationsrapport for maj, men torsdag aftens debat mellem de to amerikanske præsidentkandidater stjal rampelyset i markedet.

Det gjorde den, fordi præsident Joe Biden klarede sig meget ringere end Donald Trump og virkede usammenhængende og træt, hvilket har øget spekulationerne om, at Biden er for gammel til fire år mere i det krævende embede.

Rundspørger viste samtidig, at et stort flertal af de amerikanske seere trods flere løgne fra Donald Trump mente, at den tidligere republikanske præsident havde vundet debatten, som var arrangeret af CNN. Og måske derved tog et vigtigt skridt mod en valgsejr.

- Debatten er relevant, fordi Trump-lejren er tilhænger af vækst, aktiemarkeder og højere toldsatser, hvilket på længere sigt varsler et opadgående pres på inflationen, siger Padhraic Garvey, researchchef hos ING, til Reuters.

ING's ekspert fremhæver samtidig, at de korte renter er mere følsomme over for udsigterne for centralbankens toneangivende rente, mens en mere lempelig finans- og skattepolitik vil øge udbuddet af længere statsobligationer, når underskuddet skal finansieres, og det presser de lange renter opad.

- Dette er en sårbarhed fremadrettet, hvor vi får data, der er positive for fortællingen om rentenedsættelser, men den lange ende begynder at tænke på det lange sigte.

Fredagens og ugens helt store begivenhed i rentemarkedet skulle ellers have været fremlæggelsen af de vigtige inflationstal for maj.

PCE Core, der er Federal Reserves foretrukne mål for kerneinflationen, steg i maj som ventet med 2,6 pct. mod en årsstigning i april på 2,8 pct.

Den aftagende tendens er godt nyt i centralbankens kamp mod inflationen, og det bekræfter spekulationerne i muligvis to rentesænkninger i anden halvdel af 2024.

- De bløde inflationsdata vil opbygge argumentet for, at Federal Reserve kan begynde at sænke renten de kommende måneder, konkluderer Jeffrey Roach, cheføkonom hos LPL Financial, over for Bloomberg News.

Handelen med rentefutures indikerer tæt ved to rentesænkninger i 2024 til 4,88 pct., mens centralbanken selv tidligere på måneden sænkede sin prognose til en lempelse til 5,125 pct. mod nuværende 5,25-5,50 pct. Tilbage i marts såvel som i december havde Federal Reserves ledelse begge gange indikeret tre nedsættelser i år.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Seneste nyheder

17:52 Europa/lukning: Tysk kemikaliekoncern sendt op efter købstilbud
17:37 Samsung nærmer sig fyringsrunde i Sydøstasien og Australien
17:02 Tirsdagens aktier: Bekymring for situationen i Mellemøsten satte ekstra fart på nedturen
17:01 Tirsdagens obligationer: Statspapirer var "sikker havn" på dag med Mellemøst-bekymring
16:31 Iransk missiltrussel får frygt-indekset til at stige stejlt og aktierne til at falde
16:17 Boeing overvejer gigantisk aktiesalg: Vil rejse mindst 10 mia. dollar
16:08 Vigtig amerikansk indikator for aktiviteten i industrien skuffer
16:02 Flere ledige stillinger på jobmarkedet i USA i august
15:48 USA/åbning: Apple tynger og rød aktiestart i New York
15:20 Mærsk i fokus på grund havnestrejke i USA: Et bump på vejen mod faldende fragtrater mener Sydbank
14:51 USA/tendens: Aktier står til at falde før ugens første jobtal
14:25 Baltic Dry-indekset falder 2,6 pct.
14:07 Apple ser lavere efterspørgsel efter ny iPhone vurderer storbank - aktien dykker
13:48 Europa/aktier: Tysk kemikaliekoncern stryger op efter købstilbud
11:39 Obligationer/middag: Laveste tiårige rente i to år efter opbremsning i inflationen
11:27 Inflation går under 2 pct. for første gang i tre år: Økonomer spår lavere renter
11:24 Aktier/middag: Revanche til de defensive anført af Novo mens Mærsk og Vestas falder
09:52 Mærsk-aktien udsat for gevinsthjemtagning efter stærk periode
09:27 DNB ser uforløst potentiale i NTG efter køb af tysk selskab
09:23 Aktier/åbning: Novo til tops - Mærsk, DSV og Vestas i den tunge ende