Tirsdagens obligationer: Renten sprang op efter genfunden ro

Udgivet den 06-08-2024  |  kl. 17:00  |  

Renten hoppede frem tirsdag på en tiltrængt stille dag efter en ganske kaotisk start på ugen.

Trods mangel på nøgletal i dagens løb steg renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation steg 3 basispoint til 2,18 pct., da handlerne igen kastede sig over aktiemarkedet.

Mandag trak investorerne ellers følehornene til sig, da fornyet frygt for en recession i USA efter en række svage nøgletal sidste uge tyngede. Det samme gjorde en styrkelse af den japanske yen efter en renteforhøjelse fra Bank of Japan, der tvang flere handlere til at afvikle carry-handler - lån optaget i lavrentevalutaer, der så er investeret i valutaer med en høj rente som dollar.

Fra eurozonen kom tirsdag formiddag nyt om detailsalget, der skuffede noget i juni med et fald på 0,3 pct. mod en forventning om en lidt mindre tilbagegang på 0,1 pct.

Den amerikanske handelsbalance viste i juni et underskud på 73,1 mia. dollar. Det var lidt større end ventet af økonomerne, der ifølge Bloomberg News havde estimeret et underskud på 72,5 mia. dollar.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯