Obligationer/åbning: Ro på renten inden taltung ugeafslutning
En tom makrokalender giver onsdag ikke anledning til de store udsving på det danske obligationsmarked.
Her er renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation åbnet uændret fra lukkeniveauet tirsdag i 3,04 pct.
Anderledes hektisk bliver ugens sidste to dage. Her kan handlerne se frem til adskillige nøgletal og talrige centralbanktaler.
Også onsdag er der en enkelt tale på programmet. Efter dansk markedslukning taler Adriana D. Kugler, der er medlem af USA's centralbanks, Federal Reserves, styrelse.
På den anden side af Øresund kan den svenske centralbank, Riksbanken, få opmærksomhed, når den afslutter sit rentemøde for september. Her ventes en nedsættelse af renten på 25 basispoint til 3,25 pct. Sidste uge erklærede den svenske regering da også sejr i kampen mod inflationen.
HÆSBLÆSENDE UGEAFSLUTNING
Der er lagt op til en indholdsrig ugeafslutning med store nøgletal og kommentarer fra centralbankernes spidser. Torsdag taler både Christine Lagarde, der er chef for Den Europæiske Centralbank, og Jerome Powell, der er chef for Federal Reserve, foruden en lang række andre direktører.
Dertil venter anden opgørelse af BNP-væksten og privatforbruget for andet kvartal i USA samt den ugentlige indsigt i antallet af nytilmeldte ledige.
Begge væksttal ventes uændret fra første opgørelse på henholdsvis 3,0 og 2,9 pct.
Fredag trækker nøgletalsstormen yderligere op, når der blandt andet offentliggøres friske tillidstal for eurozonen, yderligere indsigt i privatforbruget i USA og til slut nyt om PCE-kerneprisdeflatoren.
Inflationsmålet er Federal Reserves foretrukne. Centralbanken har på det seneste oplyst, at den i højere grad vil stille skarpt på tilstanden for det amerikanske jobmarked frem for inflationen, der nærmer sig målet på 2 pct., efter at den i juli var 2,6 pct.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Danmark❯ Market Open❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›